Vis printvenlig side

Sant'Egidio - et kristent fællesskab for lægfolk

For nylig var jeg i Rom med en gruppe fra den katolske menighed i Danmark. Hver dag besøgte vi centrale steder for kristendommen og dens tidlige år:

Peters grav, som arkæologer har udpeget til med stor sandsynlighed at befinde sig lige under pavealteret i Peterskirken. San Paolo fuori le Mura uden for Roms mure, hvor man mener, Paulus ligger begravet. Santa Maria in Traspontina, kirken med Sankt Knuds alter og med kirkebænke og skriftestol doneret af Christian den Tiende og Dronning Alexandrine. Priscilla katakomberne med de ældste kendte billeder af Jomfru Maria og meget, meget mere.

Som pilgrimme besøgte vi mindst én kirke om dagen, som regel flere – med en daglig gudstjeneste i en af dem. Et bombardement af indtryk, som bestandig påmindede om, at kunsten er uvurderlig i forkyndelsen af evangeliet, og at det at være kristen i troens tidlige år var forbundet med stor fare, som det desværre stadig er tilfældet rundt om i verden, hvor mennesker er usikre på deres egen tro og derfor ikke kan udholde bevidstheden om, at der findes andre, der ikke deler den.

Et af højdepunkterne var basilikaen Santa Maria in Trastevere; en betagende smuk og både udvendigt og indvendigt rigt dekoreret kirke, som ligger i hjertet af det livlige romerske kvarter Trastevere. Kirken blev ifølge overleveringen grundlagt i 200 tallet som den første officielle kristne helligdom, der blev bygget i Rom. Mosaikken i hvælvingen over apsis er fra 1100 tallet og forestiller Jesus, der kroner Maria.

Vi ankom klokken halv ni for at synge aftenbøn med Egidio kommunitetet. Jeg forventede at skulle være sammen med nogle få mennesker, men nej, kirken var fyldt. Øverst stod en lille gruppe almindeligt klædte lægfolk i rundkreds. De sang for til tonerne af et orgel. Gruppen veksler fra aften til aften. Den består af dem, der kommer fra kommunitetet den aften.

På et tidspunkt trådte en mand frem og holdt en kortvarig prædiken. Hvem der  varetager denne opgave veksler også fra dag til dag. Denne aften var det en præst, men det kunne lige så godt have været en læg person. Hen mod afslutningen sang vi Fadervor, som man altid gør det ved afslutningen af en tidebøn.

Når mange synger og beder sammen i et kraftfuldt kirkerum, sker der noget med mennesker. Det kan være gregoriansk sang i en katolsk kirke, gamle danske salmer i en landsbykirke fra Middelalderen eller - som her - dagens sidste tidebøn i en af Roms allersmukkeste kirker. Da fyldes sindet spontant af ærbødighed over det liv og det fællesskab, som er skænket os, og en takkebøn vælder uvilkårligt frem af bevidstheden.

Efter afslutningen af aftenbønnen stod mange mennesker og talte sammen i små grupper på to eller tre personer. Aftenbønnen er tydeligvis samlingspunkt for udveksling mellem mennesker, der kender hinanden i forvejen. Et holdepunkt i hverdagen for troende og søgende mennesker i lokalsamfundet.

Men hvad er så Egidio kommunitetet?  Det er en lægmandsbevægelse, der begyndte i Rom i 1968 i tiden efter Andet Vatikankoncil. I dag har bevægelsen over  50.000 medlemmer i 70 lande over hele verden. De enkelte fællesskaber deler spiritualitet og principper med vægt på bøn, forkyndelse af evangeliet, solidaritet med de fattige, økumeni udmøntet som venskab, bøn og søgen efter enhed blandt alle verdens kristne, og endelig dialog med andre religioner som en vej til fred, samarbejde og løsning af konflikter.

Nogle praktiske oplysninger: Aftenbønnen finder sted hver aften kl. 20.30. Lørdag og søndag kan man endvidere deltage i den eukaristiske liturgi, som fejres kl. 20.00. Adressen er Piazza Santa Maria in Trastevere.

Skal du til Rom, er det er must for enhver, der interesserer sig for nye måder at danne dedikerede fællesskaber blandt kristne.

Else Marie, den 17. februar 2010

 

 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard