Vis printvenlig side

Kristen dybmeditation - stille bøn

Hvordan bærer man sig ad med at åbne sig for Gud? For mange, der ikke er vokset op med en kristen praksis, eller som har fået den ind på en måde, der har ført til modstand og afvisning, kan det være svært at finde ind i kristendommen. Måske tyr man til Østens religioner for at få kontakt med den åndelige dimension. Men det er der ingen grund til. Det, man søger, findes allerede som urgammel praksis i den kristne tradition, videregivet af store, kristne mystikere som Johannes af Korset, Teresa af Avila, Thérèse af Jesusbarnet og Edith Stein, og nulevende åndelige vejledere som karmelitermunken Wilfrid Stinissen.

Billedligt talt sætter man sig foran Guds ansigt – ordløst, uden indre billeder eller følelsesladning af sindet. Man tømmer sig for alt det, der forstyrrer på det indre plan og gør sig åben for Guds kærlighed. Men kristen dybmeditation er ikke – og det er vigtigt at mærke sig – en stræben efter at opnå bestemte resultater. Gør man meditation til et spørgsmål om individuel præstation, går man galt i byen, for det handler først og fremmest om overgivelse. Om at give slip på det, der klæber til egoet, og overlade sig til Gud.

 

Åndedrættet – ankeret for indre stilhed

Når man mediterer, øver man sig på at være til stede her og nu: At blive stille, lyttende, vågen og fuldt opmærksom. Der er med andre ord ikke tale om at flygte fra virkeligheden eller forsvinde ind i en euforisk fantasitilstand. Tværtimod er det en øvelse i at se og acceptere virkeligheden, som den er, med alt hvad det indebærer. Rent praktisk koncentrerer man sig om at følge sit åndedrag. Distraheres man af tanker – og det gør man – vender man blot tilbage til sit åndedræt, som kan kaldes ankeret for den indre stilhed.

Hvis åndedrætsmetoden opleves som for vanskelig, kan man i stedet vælge at meditere over et ord, en kort sætning eller et billede, som i komprimeret form repræsenterer den personlige motivation for meditationen. Det kan for eksempel være et ord som "fred", "Jesus", "glæde" eller "tilgivelse" eller en sætning som "Gud er kærlighed", "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig", "frygt ikke" eller "jeg er din".

Foretrækker man et billede, kan man for eksempel vælge en ikon eller et indre billede af lys. Vigtigt er det, at det, man vælger, ikke sætter en masse tanker i gang, men at det i stedet understøtter fremkomsten af et stille og opmærksomt lyttende sind, vendt mod Gud. Den kristne dybmeditation er dermed nært beslægtet med centrerende bøn i den katolske tradition og Jesusbønnen i den ortodokse tradition.

 

Let at forstå – krævende at praktisere

Kristen dybmeditation er metodisk let at forstå, men krævende at praktisere, fordi det er svært at give slip på sine tanker. Meget svært. Mange af vores tanker fungerer som beskyttelse mod virkeligheden. Når vi stopper de hvileløse, ofte ganske ligegyldige associationskæder, som uophørligt vælter frem i bevidstheden, kommer vi tættere på os selv og det, der virkelig betyder noget for os.

Måske er det, vi møder, smertefuldt eller svært at acceptere. Kristen dybmeditation drejer sig nemlig ikke bare om at lære Gud at kende. Det handler også om at lære sig selv at kende og stå ved det, der måtte dukke op af sindets mørke. Jesuitten Franz Jalics udtrykker det således: ”Der er intet møde med Gud, som ikke også er et møde med én selv – og intet møde med ens sande selv, som ikke også indebærer et voksende kendskab til Gud.”

 

Meditér under bruseren eller i toget

Kristen dybmeditation er en delmængde inden for det brede begreb, vi kalder bøn. Den kristne dybmeditation betegnes da også som ordløs bøn eller stille bøn. I sit første brev til Thessalonikerne skriver Paulus: "Bed uophørligt" (5,17). Når man mediterer, øver man sig på at følge Paulus’ opfordring. Det betyder, at man ikke bare øver sig, når man sætter sig i meditationsstilling på meditationsskammel, meditationspude eller kirkebænk. Man øver sig altid, med mindre der er noget specifikt, man er nødt til at tænke over. Meditation er en indre sindstilstand, som kan beskrives som en kanal for Guds kærlighed.

Af og til hører man mennesker sige, at de ikke har tid til at meditere, men det er en misforståelse, for der er mange muligheder i løbet af en normal dag. For eksempel når man står under bruseren, holder for rødt lys i trafikken, går fra et sted til et andet, sidder i bus eller tog, skræller kartofler, rører i gryde, dækker bord og - allervigtigst - når man ser ind i et andet menneskes øjne.

 

Meditation kompenserer for tab af søvn

Men det kræver øvelse. Derfor er det godt hver dag at afsætte tid udelukkende til meditation. Man kan for eksempel vælge at sætte sig en halv time tidligt om morgenen, inden man går i gang med dagens gøremål, eller sidst på aftenen, inden man går i seng. Efterhånden som man bliver bedre og bedre til at stoppe tankerne og gøre sig stille og åben, vil man opdage, at det at meditere er forbundet med en hvile, som fuldt ud kompenserer for det tab af søvn, der er forbundet med at stå lidt tidligere op eller gå lidt senere i seng.

Kristen dybmeditation bør ikke stå alene men indgå som del af en bredere åndelig praksis, hvor man går til gudstjeneste, modtager nadveren og deltager i et menighedsfællesskab, sådan som de første kristne gjorde. På den måde bliver der mange anledninger til at blive mindet om Guds nærvær, kærlighed og barmhjertighed. I et moderne liv kan gudsbevidstheden ellers let gå tabt.

Det hellige ansigt

Malet af den norske ikonmaler Anne Bjørg Nordbø

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard