Vis printvenlig side

Gud dukker op, når livet er svært

”Gud dukker op, når livet er svært, og man leder efter støtte. Når livet ikke er så svært mere, fylder Han ikke så meget, men Gud og jeg er blevet enige om, at det er også i orden.” Sådan siger Annemette Ruth i et interview i Berlingske Tidende (18.10.2009).

Annemette Ruth er kommandør i Søværnet, chef for Forsvarsakademiets Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik og mor til to sønner, der er kommet velbeholdne hjem efter at have gjort tjeneste i henholdsvis Irak og i den allerfarligste del af Helmand-provinsen i Afghanistan.

Det er en velkendt erfaring, at personlige kriser eller situationer af stor farlighed vækker sider af mennesker, vi i fredeligere tider har lettere ved at negligere. I et fly, der styrter ned, er der ingen ateister ombord, som det siges. I Annemette Ruths tilfælde varede bønnen til Gud det halve år, sønnernes udsendelse varede. Det er til at tage og føle på.

Jeg tror, vi alle kender til den spontane bøn om hjælp, der melder sig, når der pludselig opstår en situation af stor fare. En bil der ikke får afsluttet en overhaling i tide og pludselig kommer imod os i den forkerte side af vejen, eller en lægelig undersøgelse der tyder på alvorlig sygdom hos os selv eller en af vore nærmeste. Og vi kender vist alle til den stærke følelse af lettelse, der melder sig, når faren er drevet over. Nogen holdt hånden over os!

Trist er det imidlertid, hvis vi derefter siger tak for den gang til Vorherre, sætter Ham hen i en krog og trækker gardinet for. Nu kan Han sidde dér, indtil der igen måtte blive brug for Ham. Ligesom solcremen på skabshylden og skistøvlerne i kælderen.

Bøn er en tilstand, der kan antage mange former. Det behøver ikke altid være en bøn om hjælp og støtte. Selv holder jeg allermest af takkebønnen og den stille lyttende bøn. For mig er det de bønner, Paulus taler om, når han siger: Bed uden ophør. De kræver ingen ekstrem situation for at opstå men bare en følelse af taknemmelighed for livet og en lyst til at lytte til, hvad Gud måtte have at sige til én midt i hverdagen.

Hvis vi vil undgå at skabe en Gud i vores eget billede, er det vigtigt at have en åndelig praksis, der rækker videre end til at bede, når vi er i vanskeligheder. Vi går i kirke for at høre Jesu lære, synge salmerne, deltage i forbønnerne, modtage nadveren og indgå i det fællesskab, som findes i kirken. Man kan til tider ønske sig, at noget formede sig anderledes, end det gør. Der er dog altid – uanset kirkens og den enkelte præsts specifikke form - noget at glæde sig over og tage med hjem og tænke over.

Else Marie, den 22. oktober 2009

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard