Vis printvenlig side

Den store stilhed

For tiden bor jeg i mit sommerhus i Odsherred. Feriesæsonen er forbi. Børnene er vendt tilbage til skolerne. De voksne til deres arbejde. De tilbageværende i sommerhusene pusler stille omkring og nyder sensommeren. I min fryser ligger solmodne hyben plukket ved stranden, klar til vinterens marmelader. Nu gælder det brombærrene, som hænger blåsorte, saftfulde og søde i krattet.

Det har været vindstille i nogle dage. Det er, som om naturen har taget en dyb indånding oven på sommerens strabadser og har fundet tilbage til sin grundliggende ro. Nætterne er blevet køligere og mørkere.

I denne tid hænder det, at jeg vågner om natten ved den store stilhed, som er uvant for et storbymenneske som mig. Det er svært at falde i søvn igen. Sådan må det være at ligge og vente på døden, tænker jeg. Ligge og forberede sig på rejsen ind i det ukendte land. Forestille sig porten, der langsomt glider til side og åbner for det store hvide lys. Følelsen af at blive ført af sted mod lyset af en stærk strøm. Et svagt forsøg på at holde på livet. Lungerne, der folder sig sammen som fuglevinger en sidste gang.

Nogle strofer fra Grundtvigs salme ”At sige verden ret farvel” dukker op på nethinden: ”Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side.” Ordene afløses af billeder fra et nyligt besøg på en medicinsk sygehusafdeling. De åbne døre ind til stuerne, hvor der i seng efter seng ligger gamle hjælpeløse mennesker med blege indfaldne ansigter. Ingen læser eller ser fjernsyn. Et enkelt sted sidder en pårørende ved en sengekant.

En psykoterapeut med erfaring fra et hospital fortalte mig engang, at det ikke var ualmindeligt, at et menneske døde, mens den pårørende, som havde våget i timevis, ja måske i flere dage, var fraværende et øjeblik.

Er det lettere at sige farvel til livet, når man ikke har sine nære tæt på? Betyder det mon, at det ikke er helt så trist, som det ser ud, at dø alene på et plejehjem eller et sygehus? Måske er døden lettere, når man er alene med sin Gud. Men hvad nu, hvis man ikke har nogen Gud, og personalet omkring én heller ikke har det?

En tidlig septembermorgen for fem år siden var jeg på fastende hjerte på vej til fods fra Indre By i København til Østerbro. På ryggen bar jeg en lille rygsæk med nogle toiletsager, en natkjole og lidt læsestof. Målet for min vandring var Rigshospitalet, hvor jeg var sat til brystbevarende operation for cancer samme dag. Myldretiden var så småt ved at begynde. Biler og cyklister kom mod mig i bølge efter bølge, i takt med lyskrydsenes skift fra rødt-gult til grønt.

Det var som at gå i en anden verden, adskilt fra det pulserende liv. Uvilkårligt begyndte jeg at synge den bøn før natten, jeg kendte fra Karmelgården, karmeliterklosteret i Norraby i Skåne: ”I dine hænders varetægt befaler jeg min ånd, o Herre. Du forløser mig, Herre ..… Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. I dine hænders varetægt befaler jeg min ånd, o Herre.”

Jeg sang bønnen på svensk, for dengang kendte jeg den ikke på dansk. Midtvejs måtte jeg nøjes med at nynne, for jeg huskede ikke alle ordene. Når bønnen var til ende, begyndte jeg forfra, igen og igen. Lidt efter lidt sank ordene ned i fødderne og bar mig af sted, fortrøstningsfuldt.

Sygeplejersken, der tog omsorgsfuldt imod mig på afdelingen, tilbød rutinemæssigt en beroligende pille inden operationen. ”Nej tak, det er ikke nødvendigt”, sagde jeg og krøb op i den høje hospitalsseng.

Efter en tid kom en portør for at køre mig ned på operationsgangen, så jeg kunne ligge klar, når turen kom til mig. Sengen blev placeret i et forværelse til operationsstuen, et køligt udseende rum med nøgne hvide vægge og udstyr af rustfrit stål. Der var helt stille i lokalet.

Her i den store stilhed  gik situationen op for mig i al sin alvor. Dette her kunne faktisk ende galt! Angsten begyndte at krybe ind over mine tanker.

Pludselig mærkede jeg, at jeg ikke var alene. Jesus stod ved fodenden af min seng og så på mig med dybe milde øjne: ”Vær ikke bange. Jeg er hos dig.” En stor ro faldt over mig, og jeg kunne møde personalet på operationsstuen med et stille ”Din vilje ske!”

Mange mennesker har svært ved at forstå, hvad tro er, og hvad den betyder for et menneske. Og det er svært at forklare. Der er ikke andet at gøre end at give konkrete eksempler som ovenstående.

Troen imprægnerer ens liv og kommer til syne, ikke bare når livet er svært, men også i glædesstunder og på ganske almindelige hverdage. Tillid er måske den allerstørste frugt af troen. Tillid uanset hvad der sker om ørerne på én.

Else Marie, den 25. august 2008

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard