Vis printvenlig side

En kongevej til Gud

Når vi ser ind i et lille barns øjne, møder vi et nærvær helt uden tankemæssige forbehold eller beskyttelsesværn. Et uendeligt, uudgrundeligt dyb åbner sig og inviterer os indenfor i sit kærlighedsrum. Et sådant møde på sindets dyb er en kongevej til Gud. En mystisk forbundethed, som ikke kan finde forklaring i nogen videnskab, men alene begribes med religiøse tolkninger.

Efterhånden som det lille barn lærer at tale og kommunikere med ord, "aflæres" den umiddelbare evne til dyb kontakt mere eller mindre. Især hvis barnet socialiseres ind i en kulturel sekulariseret sammenhæng, hvor tempoet er højt, og hvor adgangen til at søge fordybelse i naturen ikke ligger lige for. I sådanne tilfælde er der stor risiko for, at fortroligheden med det stille opmærksomme samvær går tabt.

Når jeg holder retræte, er der indbygget lange perioder med stilhed, og alle måltider indtages i tavshed og til musik, der understøtter indre stilhed og fred.

Under den afsluttende opsamling og afrunding af en sådan retræte, konstaterede en af deltagerne, at det havde været vanskeligt at få øjenkontakt med de øvrige ved bordet under måltiderne. Alle var tilbøjelige til at spise deres mad med sænket blik.

På en retræte øver man sig på at blive stille og opmærksom, så der bliver plads i sindet til et dybere møde med Gud og med sit sande selv. For at værne mod sanseindtryk udefra sænker man blikket eller lukker øjnene helt under den siddende meditation. Man øver sig også på at tage den meditative opmærksomhed med sig under dagen, for eksempel når man bruser sig, går tur eller - spiser sin mad.

De sænkede blikke skyldes dog nok først og fremmest, at den tavse opmærksomme øjenkontakt kan være stressende, ja nærmest grænseoverskridende. Især hvis man ikke kender hinanden særlig godt. Taler man sammen, beskytter man sig, for ord kan, hvor mærkeligt det end lyder, bidrage til at lægge afstand.

Bevidstheden om Gud vokser ud af den store stilhed, der findes mellem alle lyde. Åbner man sindet helt for denne stilhed i stedet for at hæfte sig ved lydene, sanser man Guds gådefulde væren. Den væren, der fortælles om i  Bibelen:

Da Moses spurgte efter Guds navn, svarede Gud: "Jeg er den, jeg er! Og han sagde: "Sådan skal du sige til israellitterne: Jeg Er har sendt mig til jer" (2 Mos 3,14).

Else Marie, den 18. august 2008

 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard