Vis printvenlig side

Vi er Guds medarbejdere

Tilgivelse er en central grundholdning i kristendommen. Når emnet er oppe på mine retræter, inddrager jeg den viden om sindet, jeg har fra den buddhistiske psykologi, for den kan give værdifuld hjælp til at praktisere Jesu lære om ikke at besvare ondt med ondt.

I buddhismen er man optaget af at forvandle negative følelser igennem nærvær og opmærksomhed. Man peger på faren ved at reagere udad med sin vrede, sin jalousi, sin hævntørst – hvad der nu måtte være tale om. Eller at handle modsat og fortrænge følelserne, så de hober sig op i det skjulte og ender med at komme til syne på dulgte måder. Man skal i stedet erkende den negative følelse, omkranse den med sin opmærksomhed og give den accept. I de fleste tilfælde opløses følelsen da hurtigt.

Sker det ikke, skal man gøre sig umage med at forstå baggrunden for, at den negative følelse opstod, ikke bare i forhold til sig selv, men også - og det er vigtigt - hos den, der måtte have udløst den. Med forståelsen følger som regel den indføling og medfølelse, som kan gøre en ende på tilstanden og give næring til tilgivelsen.

Når man via en sådan eftertanke er kommet i følelsesmæssig balance, kan man om nødvendigt tage sagen op med den anden part, forudsat man har et ægte følt ønske om forsoning.

Men måske hjælper alt dette stadigvæk ikke. Den negative følelse har fortsat overtaget. Da er der ikke andet at gøre end at søge Guds hjælp. Fortælle ham, hvor gerne man vil kunne tilgive, og bede om hjælp hertil. Her skilles vandene tydeligt mellem buddhismen og kristendommen.

Som kristen er man bevidst om, at Gud er med i alt, hvad vi gør. Gud  er ikke en deus ex machina Gud, vi trækker frem og lukker ned for efter forgodtbefindende. I kristendommen tror vi på, at der findes en indgribende Gud, der vil os det godt. Det gør man ikke i buddhismen. Her må man populært sagt gøre hele arbejdet selv.

 

Skriftemålet som hjælp

For et par år siden var jeg ude for at blive så krænket, at intet af ovenstående hjalp. Jeg bare hang i en følelse af raseri, skuffelse, nedtrykthed og trang til afvisning. I en sådan situation er det en uvurderlig hjælp at kunne ty til skriftemålet.

I den konkrete situation skriftede jeg min manglende evne til tilgivelse og tilføjede, at jeg var overbevist om, at heller ikke skriftemålet ville kunne forvandle mine negative følelser. Det hele gjorde, at jeg heller ikke kunne lide mig selv.

Præsten og jeg talte lidt frem og tilbage om sagen. Ved afslutningen af samtalen så han på mig og sagde: ”Nu får du en bod. Boden er, at du skal bede Jesus om at tilgive NN, når du ikke selv kan, og du skal bede Jesus elske dig, når du ikke selv kan.

Det var som at få løftet en byrde fra sine skuldre. Nu tog Jesus tilgivelsen og kærlighedsforpligtelsen på sig. Jeg kunne føle mig fri af det, der tyngede mig. Og pludselig skete miraklet: De negative følelser forsvandt.

 

Der er behov for nye måder at forkynde evangeliet

Det hænder, at jeg bliver påmindet om, at kristendommen er en åbenbaringsreligion, og at man risikerer at komme på gale veje, hvis man som kristen retræteleder inddrager psykologi og elementer fra andre religioner i sin undervisning.

I sådanne situationer plejer jeg at citere Paulus, der kalder sine elever Guds medarbejdere. Vi skal vogte os for at gøre os selv til Gud, men det skal ikke forhindre os i at bruge den viden om menneskelivet, vi har fra andre kilder. For mig er der intet forkert i at inddrage buddhismens visdom og praksis, når det sker i bevidsthed om, at det er Gud, der giver væksten (1 Kor, 3,5-9).

På mine retræter deltager der som regel en kombination af erklærede kristne og søgende mennesker. Sidstnævnte kommer ofte med erfaringer, der i et eller andet omfang bygger på Østens åndelige traditioner.

For erklærede kristne opleves det ofte som lidt af en lise at få konkrete råd om, hvad man kan gøre for at opløse negative følelser. I kristen sammenhæng sker der ellers let det, at følelserne bliver fortrængt, fordi man ved, det er forkert at leve dem ud.

For mennesker uden et afklaret religiøst tilhørsforhold er det typisk befordrende for troen at blive undervist i kristendom, når det sker med inddragelse af sindets funktionsmåde, og uden at den enkelte kommer til at føle sig puffet til at skulle tro.

Jeg har en fast tro på, at Gud lægger trædesten ud for os. Der er en grund til, at vi i Vesten har fået meget mere kontakt med Østens åndelige traditioner – igennem rejser, bøger, indvandrere og store åndelige lærere som Dalai Lama, Thich Nhat Hanh og andre.

Kristendommen er sand og stærk, men vores menneskelige evne til at formidle den kommer ofte til kort. Det viser sekulariseringen. Aldrig har det været vigtigere at finde nye måder at forkynde evangeliet. Og aldrig har det været mere nødvendigt at respektere hinandens forskellighed i stedet for at opbygge skel og lægge afstand.

Else Marie, den 31. juli 2008

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard