Grebet af Det Hellige Land

Det Hellige Land har grebet mig! Efter ti dages pilgrimsrejse vil landet ikke slippe mig igen. Jeg tænker på det om dagen, drømmer om det om natten og vågner med det om morgenen. Solen, der svøber landskabet i lyse farver. Naturen, der strømmer over i overvældende skønhed og forbløffende kontraster. Duften af krydderier i de snævre basargader i Jerusalem. Enkelheden og gæstfriheden hos Birgittasøstrene i Betlehem. Freden og stilheden hos Jesu Små Søstre, hvis lille butik og kapel uventet dukker op midt i menneskemylderet på Via Dolorosa. Højtaleren fra moskeen nær hotellet med muezzinens gennemtrængende påmindelse om at huske Gud på et tidspunkt, der endnu føles som nat.

Tankerne kan heller ikke slippe fattigdommen og frygten. Sulten og afmagten i en ung palæstinensisk mors øjne på gaden i Betlehem. Hendes to radmagre børn. De tidligere så stolte beduiners faldefærdige skure på kanten af den moderne civilisation. Murens hæslige grå betonbånd, der slanger sig gennem landskabet som et skræmmende memento. Sikkerhedskontrollen ved Grædemuren og ved indgangen til caféen på det mondæne forretningsstrøg uden for Jaffaporten. Den israelske hærs synlighed i form af purunge uniformerede og bevæbnede mænd og kvinder, der aftjener deres værnepligt efter overstået studentereksamen. Tre år for mænd, to for kvinder.

De hellige steder ligger tæt i dette land og i Jerusalem nærmest dør om dør. For jøder er det landet, der er givet dem af Gud. For kristne det uforglemmelige sted for Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. For muslimerne er det især den gamle tempelplads i Jerusalem med de to helligdomme: Al-Aqsa Moskeen og Klippemoskeen med den gulddækkede kuppel, rejst på det sted Muhammed for til himmels.

For øjeblikket kan man godt besøge Israel uden at mærke ret meget til spændingerne i området. For mig var der en særlig vibration i luften. En urovækkende påmindelse om, at ét forfulgt og forpint folk har fået et hjemland på bekostning af et andet folk, der nu - fordrevet og forpint - ikke har anden udvej end at kæmpe for at få deres hjemland tilbage.

Dyb medfølelse med jødernes skæbne i en alt for nær fortid griber én, når man lytter til de dokumentariske vidnesbyrd og iagttager "stjernehimmelen" i børnemuseet i Yad Vashem, museet til minde om ofrene i de nazistiske dødslejre. Intet er nyt, men stedet og den værdige måde at dokumentere tragedien gør noget ved én. Forståelsen for det jødiske folks behov for at få eget land vokser sig stærk, men fortrænger ikke bevidstheden om, at det palæstinensiske folk kom til at betale prisen med liv og ejendom.

Et land, der er dannet og overlever på spidsen af et geværløb, har ingen stabil fremtid, og ondt kan ikke fordrives med ondt. Men hvordan komme ud af den forfærdelige cirkel? Det, at der på begge sider af konflikten findes grupper med forskellige interesser og rabiate nationalistiske holdninger svøbt i religiøs retorik, bidrager til den nærmest uløselige situation. USA har som Israels nære allierede et stort medansvar for, at problemerne har bidt sig fast.

Det gør ondt i hjertet at tænke på, at erobringskrige og besættelser, ødelæggelser og genopbygninger, lidelser og tab har martret denne del af verden igennem årtusinder - og at det synes at skulle fortsætte. Et sørgeligt vidnesbyrd om menneskers vedvarende kamp om skabelsens goder og magten til at etablere overherredømme over andre.

Midt i alt dette var det en ubeskrivelig fredfyldt oplevelse at besøge de mange bibelske steder, og det selv om der ofte var mange andre besøgende. Jeg rejste med en katolsk pilgrimsgruppe, og vi havde som sådan en præst med fra Danmark, som holdt messe med nadver for os hver dag. Stedet vekslede, afhængigt af dagens program.

Én dag var det en friluftsmesse på Saligprisningernes Bjerg, med udsigt til Genesaret Sø. En anden dag blev messen holdt i Maria Bebudelseskirke i Nazaret. Og så var der igen friluftsmesse, denne gang i Caesarea Filippi, hvor Jesus sagde til apostlen Peter: "Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke" (Matt 16,13-20).

Sådan fortsatte det dag efter dag, kulminerende med messen i det lille katolske kapel på Golgataklippen i Gravkirken i Jerusalem.

Over hele jorden er der mennesker, for hvem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder er helligt område, og de tælles i flere milliarder - jøder, kristne og muslimer tilsammen. Så helligt er området, at ingen af de monoteistiske trosretninger bør være udelukket fra det eller kunne hævde eneret til det.

Alle må vi håbe på og - med de  beskedne midler, vi nu har - arbejde for en socialøkonomisk bæredygtig løsning på konflikten. En løsning, der bygger på respekt for hinandens tro, når den udøves med god samvittighed og fred og kærlighed for øje. Vi må bede for en sådan løsning - og for at de mange katolske og ortodokse klostre, der ligger i området, må kunne blive ved med at tage vare på kristendommens hellige steder, udføre deres sociale arbejde og holde bønnens flamme levende.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn (Matt 5,9).

Læs også min dagbog fra Bethlehem under Gaza konflikten ("Dominus Flevit - Herren græd", julen 2008). Du finder den nederst til højre på forsiden af min hjemmeside.

_{Else Marie, den 1. juni 2008}