Vis printvenlig side

Kristendom er ikke bare "feel good"

Forleden var jeg til konfirmation i en stor dansk folkekirke. Vejret var strålende med sol fra en skyfri himmel. Kirken - en gammel gotisk klosterkirke – var fyldt til sidste plads. En enestående smuk og velholdt ramme om begivenheden. Da orglet stemte i, kom den kvindelige præst vandrende op af midtergangen i spidsen for en blomsterbuket af unge mennesker, der skulle bekræfte deres dåbsløfte.

Ceremonien var vel tilrettelagt og udført. Salmerne lyse og moderne. Prædikenen var fri for forpligtende udsagn om menneskets forhold til Gud. Kun løfter om Guds kærlighed til os i alle forhold – når vi vil. Der var nybagt brød til altergangen, og man hyggede sig og sludrede med hinanden under forløbet. En professionel saxofonist sørgede for den melodiske baggrund. Som afslutning på gudstjenesten læste en af konfirmanderne udgangsbønnen. En helt igennem ”feel good” oplevelse.

Ikke et ondt ord om en omhyggelig tilrettelæggelse af en konfirmationsgudstjeneste eller en hvilken som helst anden begivenhed i kirken. Det er vigtigt. Men er det tilstrækkeligt? Fremmer det genkristningen af danskerne at rense det kristne budskab for udfordringer til den enkelte? Måske kan det på kort sigt få flere mennesker til at gå i kirke, men trækker man saften og kraften ud af Guds ord, mister budskabet holdbarhed og bæredygtighed på længere sigt.

I den sammenhæng har det været befriende at læse den nys udkomne bog af Christopher Jamison: ”At finde et helligt rum. Klostervisdom for moderne mennesker” (Boedal 2008). Jamison er abbed på klosteret Worth Abbey i England og åndelig vejleder for de fem almindelige mænd, der helt frivilligt gik fyrre dage i kloster. Forløbet blev filmet af BBC og omsat til en tv-serie, der også er blevet vist på dansk tv. Et stykke bemærkelsesværdigt reality tv, der overraskede verden, fordi mændene blev dybt påvirkede af det, de oplevede. Flere af dem ændrede på afgørende måde deres liv efter opholdet. På grundlag af disse erfaringer og mange andre møder med søgende mennesker skrev Jamison sin bog. Bogen er blevet lige så populær som tv-serien og er oversat til mange sprog.

Jamison forsøger hverken at tiltrække læseren med ”feel good” budskaber eller skræmmende advarsler om, hvad der vil ske af frygtelige ting, hvis man forbliver uden tro og åndelig praksis. Fuld af visdom og med illustrative anekdoter fra ørkenfædrenes liv knytter forfatteren an til det moderne menneskes livsmønstre og værdier og beskriver, hvordan klosterlivets tradition for stilhed, kontemplation, lydighed, ydmyghed og fællesskab kan blive et svar på nutidens længsel efter stilhed og mening med tilværelsen. Ikke på den måde at alle skal gå i kloster, men ved at lade det ganske almindelige hverdagsliv med job, familie og fritidsliv inspirere af klosterlivet. Med religiøs nerve og overbevisningskraft argumenterer Jamison for vigtigheden af at ændre livsrytme og være tro imod sine valg.

Jamison er benediktiner og skriver ud fra den benediktinske spiritualitet. Men han ser ikke sin egen tradition som den eneste, der er værd at skrive hjem om. Han er rummelig som alle store åndelige vejledere. Undervejs fremhæver han for eksempel jesuitterne for deres iderige brug af internettet til vejledning i stilhed og bøn og peger på cisterciensermunken Thomas Keating og den afdøde trappistmunk Thomas Merton som åndelige lærere, der har meget at sige nutidens mennesker.

Bogen er levende og pædagogisk skrevet og dertil glimrende oversat. Læs den og spred den til andre – men lad os først og fremmest selv lytte til Jamison og tage hans råd til os i vores hverdag.

Else Marie, den 12. maj 2008

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard