Vis printvenlig side

Ord kan skabe afstand

På mine retræter på Sankt Birgitta Kloster i Maribo, der normalt varer tre dage, er der stilhed bortset fra enkelte programlagte afbrydelser undervejs. Ikke fordi det kræves for at bo på klosteret, men fordi det at tage på retræte er ensbetydende med at søge ro i sindet og for en stund gøre sig fri af hverdagslivets uophørlige bombardement med præstationskrav og indtryk.

Egentlig burde jeg kalde det tavshed i stedet for stilhed. Der er nemlig ikke tale om fuldstændig stilhed, men om at talestrømmen ophører – ens egen og de nære omgivelsers. I tavsheden vågner sanserne til live, og opmærksomheden i nuet skærpes. Pludselig hører man en fugl synge af glæde over forårssolen og den kommende yngletid. Ja, det gjorde den jo også før, men man hørte det bare ikke.

Når man går tavs og stille i naturen, viser det sig, at den er myldrende fuld af små væsener, og der dukker dyr op, man ikke ville have set tidligere, fordi de ville være blevet skræmt bort.

I tavsheden bliver dagens måltider ikke længere noget, man spiser, mens man småsnakker med de andre ved bordet, læser avis eller holder øje med fjernsynet. Maden træder frem på tallerkenen med alle sine bestanddele og farver, og med ét kan man blive grebet af en overstrømmende følelse af taknemmelighed. Hvilken gave at kunne spise sig mæt i nærende og velsmagende mad - hver dag!

Men det er ikke altid lige let at tie stille. På en af mine retræter var der en deltager, der efter et døgns tavshed bristede i ord under aftenens opmærksomme gruppesamtale: ”Det er altså meget anstrengende dette her med ikke at måtte sige noget, og jeg lærer jo slet ikke de andre i gruppen at kende, når jeg ikke må spørge dem om noget ved bordet!”

En af de andre deltagere fortalte, at han var blevet klar over, at han brugte ord til at holde afstand til andre mennesker. Når det i begyndelsen var svært at overholde tavsheden, skyldtes det ikke, at den skabte afstand til mennesker. Tværtimod blev kontakten mere intens. Det kunne føles så stærkt, at det næsten ikke var til at se hinanden i øjnene. Den tavse kontakt med et andet menneske blev til et sjælemøde.

Men det er ikke bare i mødet med andre, der opstår et større nærvær i stilheden. Det gælder også i forhold til én selv. Når man ikke hele tiden bliver distraheret af at skulle sige noget eller tage stilling til andres tale, får sindet mulighed for at falde til ro, og det bliver lettere at skelne væsentligt fra uvæsentligt i sit liv.

At lægge tankerne til side og blive opmærksom i nuet er at mærke, at man lever. Det var filosoffen Descartes, der sagde: ”Jeg tænker, altså er jeg”. I virkeligheden kunne han med lige så god ret have sagt: ”Jeg tænker ikke, altså er jeg.”

Når man lægger tankerne bort og bliver til stede i nuet, er tiden ikke længere noget, der bare går – hvorefter man en dag overrasket må konstatere, at nu er der gået endnu et år, uden at man har lagt mærke til det. Under en retræte vågner man billedligt talt til live, og der bliver plads til at mærke, hvad der rører sig i det dybe af sindet. Fortrængte følelser og længsler kommer til overfladen.

Den længsel, der melder sig i stilheden og opmærksomheden, er ofte en længsel efter et møde med Gud og Guds kærlighed. Efter en mening med tilværelsen, der rækker ud over det, der kan forklares med fornuften. En ny åbenhed opstår og giver mod til at spørge: Sig mig, hvad der er din mening med mit liv!

Når først spørgsmålet er stillet, kan samværet og dialogen med Gud begynde. En livsbekræftende og til tider fuldkommen omvæltende oplevelse af Guds nærvær kan opstå. En mystisk og alligevel klar erfaring af, at intet menneske er ladt alene, selv om det nogle gange kan synes sådan. Han går ved vores side, sådan som han gjorde det med de to apostle på vejen til Emmaus (Luk 24,13-35).

Fader vor, du som er ….!

Else Marie, den 25. april 2008

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard