Vis printvenlig side

Om selvudvikling

I Bibelen kan vi læse om Johannes Døberens glæde over, at Jesus Kristus er begyndt at døbe mennesker, og at ”alle kommer til ham”, som der står. Johannes’ disciple synes ikke umiddelbart, det er nogen god nyhed at høre, at Johannes har fået konkurrence, og at der oven i købet er stor tilstrømning til Jesus. Men Johannes griber straks ind og gør opmærksom på, at Jesus ikke kunne gøre, hvad han gør, hvis ikke det var givet fra himlen, hvorefter han tilføjer: ”Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh. 3,22-30).

I jesuitermunken Franz Jalics' meget anbefalelsesværdige bog Called to Share in His Life (St Pauls 2000) beskriver forfatteren mødet med Gud som en mønt med to sider. Den ene side består i at lære Gud at kende, og den anden i at lære sig selv at kende. De to sider af den åndelige udviklingsvej kan ifølge Jalics ikke adskilles: ”Der er intet møde med Gud, som ikke også er et møde med én selv. Og der er intet møde med ens sande selv, som ikke medfører et voksende kendskab til Gud”.

Jalics udtrykker her den erfaring, mange mennesker gør sig, når de gennemløber et terapeutisk forløb af en vis varighed og dybde, eller de begynder at øve sig i nærvær igennem meditation. Jo tættere man kommer på sig selv, jo mere åbner sindet sig for den åndelige dimension. Det er dog ikke sikkert, åbningen fører til den form for selvudvikling, Johannes Døberen refererer til med ordene ”han skal blive større, jeg skal blive mindre”.

Selvudviklingslitteraturen handler i stort omfang om, hvordan jeg’et kan blive større og bedre til at udfolde sine talenter. Det er der ikke i sig selv noget galt i. Problemet opstår, hvis man standser ved ”jeg, mig og mit” og vælger at anvende det spæde møde med det åndelige til alene at videreudvikle sit ego.

Måske er det denne fejltagelse, der gør, at mange kristne kredse ser med betydelig skepsis på begrebet selvudvikling. Men al åndelig udvikling har, som Jalics beskriver det, også med selvudvikling at gøre. Vil man gå den kristne vej, er det nødvendigt at kaste lys på sine skyggesider, sine uhensigtsmæssige forsvarsmekanismer, sine fortrængninger, sine misforståelser – alt det, der ligger og gemmer sig i sindets mørke kroge, som det ofte er ubehageligt at drage frem i lyset, fordi man skal ændre sit selvbillede.

Kort sagt er det nødvendigt at lære sig selv grundigt at kende. På den måde kan det ikke undgå at blive klart, at alle de negative egenskaber, jeg kan være tilbøjelig til at klandre omverdenen for, også findes i mig selv. Det skaber bedre forudsætninger for den tilgivelse af andre, vi erklærer, hver gang vi beder Fadervor (”som også vi forlader vore skyldnere”).

Det, der adskiller en kristen selvudvikling fra den egocentrerede selvudvikling, er kommunikationen med Gud. Det at have en åndelig praksis, der indebærer, at man regelmæssigt lytter til Guds ord og ransager sig selv for diskrepansen imellem Ordet og sit eget liv. I takt med at sindets mørke sider bliver mere og mere gennemskuelige, vokser erkendelsen af at være synder (at ramme ved siden af målet), og Johannes Døberens ord får mere og mere liv: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.

 

Else Marie, den 28. marts 2008

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard