Om bevidsthedsmæssig vækst

Alle mennesker har en dyb længsel efter glæde, efter lykke, efter at blive elsket for sin egen skyld og ikke for sine præstationer. Men hvorfor har vi så svært ved at skabe et fællesskab, der fremmer de sider af os selv og hinanden? Hvorfor er der så mange tegn på utilfredshed og dysfunktion i samfundet?

Vi er de generationer, der har haft det allerbedst materielt set. Ingen har nogensinde haft det bedre. Kampen for at overleve rent fysisk er ikke længere noget, vi tænker på, for vi har for længst nået det punkt, hvor vi får dækket de basale behov. Ja, de fleste af os er så velforsynede med materielle goder, at glæden ved at få endnu en ting er kortvarig, til tider umærkelig.

Selv de mest udviklede civilisationer har deres tid, det viser historien. Set udefra ligner vi mere og mere adelen i tiden op til den franske revolution eller romerriget før dets fald. Måske var det ikke lige det, LO's formand Thomas Nielsen tænkte på i sin tid, da han sagde: "Vi har sejret af helvede til - godt!" Men han fik ret i den forstand, at det i dag er svært for politikerne at sætte kursen for en politik, som går til roden af samfundsproblemerne.

Velfærd kan ikke længere defineres så entydigt, og det er blevet sværere at fastholde solidariteten og medmenneskeligheden i samfundet. Engang ville jeg have forsvoret, at det nogensinde ville blive sådan, at vi i Danmark ville komme til at gå passivt forbi mennesker, der ligger på gaden i elendighed, eller komme til at opleve racistiske holdninger i den politiske debat. Pågående individualisme ville aldrig blive velanskrevne værdier i Danmark. Det var noget, der fandtes i USA og i andre lande, som ikke havde udviklet en velfærdsstat som vores. Vi danskere var kommet længere.

Jeg tror, der er to væsentlige forklaringer på, at det er gået anderledes, end vi troede. Den ene forklaring handler om overdreven tro på materialismen som lykkestrategi, den anden om svigtende bevidsthed om betydningen af den religiøse dimension. På en måde er det to sider af samme sag.

I alt væsentligt styrer vi samfundsudviklingen ud fra den grundopfattelse, at de menneskelige behov er ubegrænsede, og at alt det, der for alvor betyder noget for folk, kan gøres op i penge, uanset hvor velstående man er. Inderst inde ved vi godt, at sådan er det ikke. Alligevel demonstrerer vi på utallige måder, at materiel velstand er det eneste attråværdige, og hovedparten af den politiske proces drejer sig direkte eller indirekte om økonomisk vækst.

Når vi måler, om vi har fået det bedre, lader vi, som om vi kan tillade os at være kortsynede og se bort fra, at vi bruger løs af jordens naturressourcer og belaster miljøet omkring os på ødelæggende vis. Vi lukker øjnene for, at livsstilssygdomme griber mere og mere om sig, og at forbruget af rusmidler og psykofarmaka er skyhøjt. Vi skærmer os mentalt mod den afgrund af fattigdom og elendighed, der viser sig på fjernsynsskærmen hver dag, og bygger juridiske og handelsmæssige mure op om vores territorium for at kunne opretholde en ødsel livsførelse og holde udviklingslandenes udhungrede, syge og underprivilegerede mennesker fra fadet.

Der er en voksende erkendelse af, at vores bevidsthedsmæssige kompetence - nogle vil kalde det den følelsesmæssige og sociale intelligens - ikke er fulgt med udviklingen. Vi er nødt til at begynde at interessere os for, hvordan vi kan udvikle bevidstheden, så vi højner nærværet og bliver i stand til at kommunikere og træffe beslutninger præget af ægte omsorg for hinanden og for det liv og den jord, der er blevet os givet.

En sådan proces vil uomgængeligt få interessen for det åndelige til at vokse, men den vil ikke nødvendigvis føre mennesker tilbage til kristendommen. Det vil afhænge af, om vi bliver i stand til at formidle den kristne arv på en sådan måde, at vi møder mennesker med nærvær, tillid og kærlighed dér, hvor de er; rummer dem med de smerter, skader og problemer de har; og giver dem et virkelighedsnært og levende indblik i den livsfylde, der findes i kristendommen.

Den ortodokse biskop Kallistos Ware har sagt det rammende: "Kristus sagde ikke: Jeg er gammel vane. Han sagde: Jeg er Livet!."

Else Marie, den 5. januar 2008