Vis printvenlig side

At overgive sig til Guds vilje

Det er svært for moderne mennesker at acceptere, at der er noget, vi må overlade helt og holdent til Gud, og at vi ikke kan gøre os fortjent til noget. Kulturelt opdrages vi til, at vi skaber vores eget liv, og at præstation og belønning hænger nøje sammen. Noget for noget, som det hedder.

At overgive kontrollen med vores liv til en Gud, hvis eksistens ikke er håndgribelig, og hvis indgriben vi ikke kan gennemskue, kan virke som den højeste grad af utryghed. Mindst oplagt kan det forekomme i situationer, hvor vi synes, vi har styr på vores liv, for hvorfor skulle vi da gøre det? Men også når vi er ramt af problemer, kan det være vanskeligt. Da kommer vi let til at hænge fast i den opfattelse, at vil vi gøre os håb om at slippe af med det negative, det smertefulde, må vi selv gøre noget for det. Det skal vi naturligvis også gøre, når der er en god og tilgængelig løsning. Der er ingen grund til at gøre noget stort nummer ud af at få lagt et brækket ben i gips. Men i mange tilfælde rammes vi af problemstillinger, der er langt mere komplekse og i nogle tilfælde uigennemskuelige.

Det er min erfaring, at ved grundlæggende at erkende min afmagt og overgive mig til Guds vilje, sådan som det sker i Fadervor (”ske din vilje”) og i Charles de Foucaulds bøn (”Fader, jeg overgiver mig til dig, gør med mig, hvad du vil”), vokser indsigten i virkeligheden, og langt bedre løsninger kommer til syne, end dem jeg selv ville have kunnet udtænke.

Jeg har levet et langt liv. Kunne det have været levet anderledes? Burde jeg ikke have levet det anderledes? Livet består af relationer – til andre mennesker, til sig selv, til Gud. Der er ting, jeg bittert fortryder, især i forhold til andre mennesker. Meget ville nok have set anderledes ud, hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved nu. Men livet er også en læreproces. Midt i tankerne om mine fejltagelser og svigt melder sig glæden og taknemmeligheden over at have fået lov at gennemleve det moderne livs mange illusioner og fristelser uden at være blevet livsvarigt fanget af dem og holdt fast. I dag kan jeg se, at hele mit liv har været en vandring mod Gud, og selv om jeg har brugt lang tid til at erkende det, vil jeg alligevel ikke undvære en bid.

Der er en mening med alt, hvad der sker i tilværelsen. Ikke forstået på den måde, at alting er forudbestemt, men Gud skaber en mening ud af det. Det, vi skal lære, er at åbne os for denne mening. Jo mere vi bliver i stand til at give slip på tidens måde at finde ”mening”, desto lettere bliver det at pejle retningen videre, og desto mere kostbart og ærefrygtindgydende bliver livet i alle dets former. Der er en skat gemt i kristendommen, som er tilgængelig for alle, som søger den (Luk 11,9). Måtte mange i det nye år vove at kaste sig ud i eftersøgningen.

Else Marie, den 17. december 2007

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard