Vis printvenlig side

Om ydmyghed

For tiden er jeg optaget af, hvad det vil sige at være ydmyg. Ægte ydmyg og ikke noget påtaget. Jeg er nået til, at ydmyghed ikke er noget, man er sig bevidst. Ydmyghed er ren væren i kærlighed. Karakteriserer jeg mig selv som ydmyg eller siger, jeg går til en opgave med ydmyghed, er der al mulig grund til at være på vagt. Virkeligheden er da snarere, at det er mit hovmod, der er på spil.

Når man ser et ydmygt menneske, er man aldrig i tvivl. Men hvad er det for en egenskab, der stråler ud af en sådan personlighed? Jeg forstår det bedst ved at tegne en akse med et nulpunkt, en plusakse og en minusakse. Ud af plusaksen måler jeg graden af hovmod (eller varianter heraf som for eksempel arrogance). Ud af minusaksen måler jeg graden af mindreværd (eller varianter heraf som for eksempel selvforagt). Når man er ægte ydmyg, befinder man sig i nulpunktet. Dér, hvor man hverken overvurderer eller undervurderer sig selv. Ikke puster sig op og ikke optræder falsk beskedent. Ikke tynges ned af mindreværdsfølelse, men møder sin omverden spontant imødekommende og kærligt.

Ydmyghed er en sjælden foreteelse i vores samfund, for konkurrencekulturen udvikler det modsatte. Næsten alle (om ikke alle) mennesker ligger derfor og svinger mellem en eller anden grad af hovmod og en eller anden grad af mindreværd. Hovmod og mangel på selvværd er nemlig hinandens forudsætning. Har man den ene egenskab, er man også i besiddelse af den anden. Når den ene er fremme i lyset, lever den anden sit liv i skyggen.

Jeg befinder mig desværre langt fra aksens nulpunkt, men bestræber mig på at være opmærksom på de situationer, hvor hovmodet blomstrer, eller selvværdet brister. Ofte må jeg bede om hjælp mod den uønskede følelse - og i samme åndedrag hjælp til at være overbærende med mig selv, når jeg fejler. Bønnen og opmærksomheden opløser i reglen følelsen, og alligevel vender uhyret tilbage i nye situationer - igen, igen. En (hovmodig) trøst er det da at tænke på Isak Syreren, der sagde: ”Den, som har set sin synd, er større end den, der har set englene.”

Når jeg en sjælden gang føler mig tæt på ægte ydmyghed, har det altid at gøre med en forening med Gud. De Gudbenådede øjeblikke, hvor grænsen til omverdenen ophæves. Hvor jeg på én og samme tid føler mig som et lillebitte sandskorn på en uendelig stor strand og et unikt og indiskutabelt værdigt menneske. Det er den højeste grad af lykke.

Hvad ville være bedre end at kunne indstille sine vurderinger af sig selv og sin omverden. Bo i aksens nulpunkt, i tryg forvisning om at være elsket og accepteret som den, man er. Leve et liv som ubrudt kanal for Guds kærlighed til hele sin skabning.

Hvilken højmodig og naiv tanke, at vi mennesker skulle kunne blive en ubrudt kanal for Guds kærlighed! Ikke desto mindre er det det billede på det fuldkomne menneske, Jesus holder op foran os. ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen”  (Matt 5,48). Vi må derfor aldrig give op og aldrig forkaste eller miste perspektivet af syne, men heller aldrig blive grebet af den illusion, at vi har nået målet.

Else Marie, den 5. november 2007

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard