Vis printvenlig side

At være katolik er ikke altid lige nemt

”Jeg konverterede som ung og har levet hele mit voksne liv i den katolske kirke. Men det kræver en aktiv indsats på det spirituelle plan, for kirken som sådan er ikke nem. Der er alt for meget uheldigt, der rammer ind i hjertet og gør virkelig ondt. Jeg føler det så stærkt, som hvis et familiemedlem har skejet ud. Så prøver jeg at bevare min sunde fornuft. Jeg ryster lidt på hovedet, vender ansigtet opad og siger til Gud: ”Dine hjælpere passer ikke ordentligt på din kirke.”  Nogle gange har jeg det oven i købet sådan, at jeg ikke mere er glad for at sige højt, at jeg er katolik.

Jeg har fået mange anfægtelser i den anledning og har sågar tænkt: ”Hvor går jeg hen, hvis ikke jeg skal tilhøre den katolske kirke?” Min konklusion har indtil nu været, at jeg ikke kan forestille mig nogen anden kirke. Samtidig må jeg i taknemmelighed sige tak for alle de år, jeg har fået lov at tilhøre den katolske kirke. Det sammenfatter jeg i salmen ”Fast skal min dåbspagt evig stå”. Den indeholder min kærlighed og taknemmelighed.”

 

Sådan står der i en e-mail, der dukkede op i min "postkasse" for et par dage siden. Måske kan andre nikke genkendende til brevskriverens tanker. I visse situationer er det ikke så nemt at være katolik. ”Hvordan kan du være katolik, når der sker det og det i Kirken?”, spørger omverdenen.

Som katolikker er vi del af en verdensomspændende menighed med et meget stort antal præster, munke og nonner verden over. Hvor uacceptabelt det end er, vil det ikke kunne undgås, at der fra tid til anden opstår sager om alvorlig synd i Kirken. Rædselsvækkende er det for eksempel, når en katolsk nonne i Rwanda bliver dømt for medvirken til folkemord, eller amerikanske præster bliver dømt for pædofili.

I den slags situationer er det vigtigt, at vi ikke kommer til at slutte fra delen til helheden og bliver grebet af afsky og mistillid til hele Kirken. Selv om der findes uværdige repræsentanter for Kirken, har vi som katolikker tillid til, at Kirken som sådan formidler Guds nåde, kærlighed, sandhed og skønhed. Gud vil Kirken. Hvis Kirken bare var et menneskeskabt fænomen, ville den være brudt sammen for længst. I kirkehistorien finder vi jo alle mulige eksempler på menneskelig svaghed og synd.

Jeg deltog for nogen tid siden i en retræte for konvertitter på Rögle Kloster, hvor den svenske biskop Anders Arborelius blandt andet underviste i det katolske kirkesyn. Han anførte synspunkter som dem, jeg har bestræbt mig på at formulere ovenfor, og talte om Kirken som vores Moder, der giver os liv og hele tiden holder hånden over os. Det moderlige, og kvindelige er Kirkens inderste væsen, og det er dette væsen, der får os til at føle kærlighed og taknemmelighed over for Kirken, sådan som brevskriveren formulerer det i den citerede mail.

Som Jomfru Maria viser Kirken altid hen til Jesus som Ham, vi skal følge. Når vi bliver del af Den Katolske Kirke, får vi imidlertid ikke vores ideal af en kirke foræret, hvor gerne vi end ville. Kirken består og betjenes af ganske almindelige mennesker, der ikke er fri for synd. Følgende anekdote, som den svenske biskop fortalte ved afslutningen af sit foredrag, illustrerer det med humor:

Det var kejser Napoleon, som mødtes med en højtstående kardinal udsendt af pave Pius den Syvende. Som diktatorer gør, stampede Napoleon i jorden og sagde: ”Jeg skal knuse jeres kirke!”  ”Det har vi forsøgt i mange hundrede år, men det er ikke lykkedes”, svarede kardinalen.

Else Marie, den 1. oktober 2007

 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard