Vis printvenlig side

Hvorfor ikke blive i buddhismen?

”Hvorfor blev du ikke i buddhismen?” spørger en engageret kristen kvinde, der har læst ”Nærværets vej”. ”Var dit valg af kristendommen og katolicismen egentlig ”en hellig nødvendighed”?

Allerførst vil jeg sige, at man behøver ikke forlade alt, hvad man har lært i buddhismen, når man bliver kristen. Vigtige dele af den buddhistiske praksis kan man tage med sig videre uden dermed at øve vold på den kristne troslære. Det gælder for eksempel opmærksomhedstræning gennem meditation, ransagning af sindet og transformering af negative tanker og følelser, overgivelse ved at give slip på sine tanker og forestillinger, respekt for liv. Ofte ser man da også troende deltagere på retræterne hos Thich Nhat Hanh i Sydfrankrig. Mennesker, som ikke tænker på at forlade den religion, de tilhører. De kommer, fordi de har erfaring for, at Thich Nhat Hanh kan lære dem noget, der beriger deres åndelige praksis, dér hvor de er.

Mine anfægtelser ved at blive i buddhismen handlede - ud over reinkarnationslæren - især om næstekærlighedens placering i buddhismen og den måde, buddhismen risikerer at blende ind i en vestlig kultur.

Buddhismen har fokus på opvågnen, oplysning og indsigt i livets sande væsen for derigennem at overvinde den lidelse, der hører menneskelivet til: Sygdom, alderdom og død. I Mahayanabuddhismen afgiver buddhister, der er kommet langt på den åndelige vej, endvidere løfte om at ville hjælpe alle levende væsener til at få samme indsigt (bodhisattva-løftet).

At øve sig på at være totalt til stede i nuet gennem meditation står, uanset hvilken buddhistisk retning det drejer sig om, altid i centrum for den buddhistiske praksis. At fremelske væren er den store styrke i buddhismen, for væren og helliggørelse hænger nøje sammen. Men helliggørelse handler også om at omsætte den indre fred og glæde til næstekærlig gøren på det jordnære plan, for eksempel gennem socialt hjælpearbejde for de fattige, de syge, de gamle og de forældreløse børn, sådan som det har været praksis i kristendommen fra gammel tid. Og budet om næstekærlighed gælder alle, uanset hvor man befinder sig på den åndelige udviklingsvej.

I det konkrete tilfælde var min betænkelighed ved at blive buddhist dog ikke vel anbragt, for Thich Nhat Hanh har helt fra sine unge dage i Vietnam stået for en socialt engageret buddhisme. Fra klostersamfundet i Plum Village overføres der løbende ressourcer til genopbygningsprojekter efter oversvømmelser, undervisningsprojekter og andet socialt hjælpearbejde i Vietnam. Men hvad med de mere almindelige former for buddhisme, spurgte jeg mig selv.

Da jeg var kommet hjem fra den lange vinterretræte i Plum Village (beskrevet i et af kapitlerne i ”Nærværets vej”), besluttede jeg mig for at ville snuse til en anden buddhistisk retning repræsenteret ved en dansk buddhist i den tibetanske tradition: Jes Bertelsen på Vækstcentret i Nørre Snede. Fra begyndelsen stødte det mig, at jeg skulle redegøre for mit åndelige cv, hvis jeg ville gøre mig håb om at komme med på et kursus med mesteren, men jeg gjorde det og slap igennem nåleøjet.

Kurset gav anledning til at indånde atmosfæren på Vækstcentret, som ligger i en smuk egn i Midtjylland. De fleste af deltagerne havde været med på adskillige kurser med andre af centerets lærere og var nu blevet vurderet langt nok fremme i deres spirituelle udvikling til at møde selve mesteren. Mange samtaler i pauserne handlede om, hvad der skulle til i næste fase, hvis man ville gøre sig håb om at komme med på et kursus på retrætestedet ved Limfjorden, hvor Jes Bertelsen bor og holder retræter for inderkredsen. Det forlød, at så var det et must at kunne præstere dobbeltrettet bevidsthed.

Den tanke voksede i mig, at buddhismen passer godt til en individualistisk præstations- og konkurrencekultur som den vestlige. Det er ikke i samklang med ægte buddhisme, men kurset på Vækstcentret gav alligevel stødet til, at jeg besluttede i en periode helt at koncentrere mig om kristendommen. Herefter tog Vorherre over. Hvordan det skete, kan man læse om i ”Nærværets vej”.

Det vil være en overdrivelse at sige, det var en hellig nødvendighed for mig at blive kristen. Så forfinet og ren var min tro ikke. Men en nødvendighed, det var det.

Jeg har ikke nævnt tildragelsen med Vækstcentret i min bog, for det ville ikke være fair over for buddhismen. Buddhismen har i sin ægte form stor skønhed og mange værdier, som vi som kristne kan lade os inspirere af. Og på visse punkter er det vigtigt, at vi gør det, for der er behov for mere væren og mere krop i den kristne åndelige praksis. Men buddhismen er ikke hele sandheden. Jeg fik da heller aldrig den dybe fornemmelse af at være dér, hvor jeg skal være resten af mit liv, da jeg praktiserede buddhisme. Den kom først i den katolske kirke.

Else Marie, den 5. september 2007

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard