Vis printvenlig side

Buddhistisk og kristen meditation - samme erfaring?

En læser af ”Nærværets vej” har skrevet således til mig:

I din nye bog skriver du på side 143, at buddhismen og kristendommen er nært beslægtede på det dybe oplevelsesmæssige plan. Dette hører jeg andre katolikker sige fra tid til anden, og jeg har ingen erfaring med anden meditation end den centrerende bøn. Jeg undrer mig bare noget over det, siden alle kristne mystikere jo taler om, at det er Guds nærvær og kærlighed, Hans fred de erfarer. Også Thomas Keating taler om det helt intime og stærkt personlige forhold til Gud, som vejleder os indtil den mindste detalje i vores liv.

Hvordan kan buddhismens meditation dog give den samme oplevelsesmæssige erfaring af Gud, siden der jo ikke er nogen personlig gud i denne religion? Keating mener, at Gud er større end kristendommen, og at Gud kommer og virker i folk, som søger i sandhed, uanset om de vil det, ved det eller ej. Mon det kan være sådan, det hænger sammen?

Jeg har det unægtelig lidt svært med mennesker, der, som jeg opfatter det, søger at udvande den kristne tro og vej ved at påstå, at det hele er det samme. Her er det så, jeg mistænker mig selv for at have en fanatiker i mig.

Den buddhistiske meditation, jeg lærte af den vietnamesiske zenmester Thich Nhat Hanh, var en åndedrætsmeditation. Man retter opmærksomheden mod sit åndedræt og tømmer sit sind for tanker, følelsesbårne såvel som ikke-følelsesbårne. Hver gang tankerne tager magten igen, og det gør de, vender man tilbage til sit åndedræt. Intet andet. Thich Nhat Hanh understreger imidlertid ofte, at buddhistisk meditation ikke er ensbetydende med, at sindet bliver tomt. Man skal altid spørge ”tomt for hvad?”

Mange kristne tror, at buddhistisk meditation handler om tomhed i den golde betydning af ordet. Det afskrækker forståeligt nok. Men sådan er det ikke. I den ordløse væren oplever man at blive fyldt af kærlighed. Der opstår en mystisk enhed med det, der i denne sammenhæng kaldes kosmos. ”Jeg føler mig elsket af kosmos”, som en buddhist engang beskrev det for mig. Der opstår også typisk en oplevelse af at være som et lillebitte sandkorn på en uendelig stor strand, og man gribes af taknemmelighed, respekt for liv og medfølelse med alle, der lider.

Det er i denne forstand, jeg finder erfaringen under buddhistisk meditation nært beslægtet med den erfaring, man får under kristen dybmeditation eller centrerende bøn. Gud begrænser ikke sit virke til kristendommen, men lader Helligånden lægge sine frø overalt, hvor der er mennesker, der bliver stille og ordløse foran det uforklarlige og store mysterium.

Måske er det det, Johannes af Korset giver udtryk for i bogen ”Bestigningen af Bjerget Karmel”, når han siger, at nada (intet) vil lede til todo (alt). ”Vi ser Gud med vort intet! Så snart vi gør os selv tomme, strømmer Gud ind”, som karmelitermunken Wilfrid Stinissen udtrykker det i sin bog ”Natten er mit lys”.

Wilfrid Stinissen sagde engang til mig under en samtale, at der er megen sandhed i buddhismen, men sandheden i kristendommen er endnu større. Det er vigtigt at kunne anerkende andre religioners (og andre kristne retningers) skønhed og sandhedsindhold uden dermed at gøre alting til ét og det samme. Der findes en enestående mulighed for enhed i forskelligheden, sådan som det skete i 1986, da pave Johannes Paul II samlede lederne af verdensreligionerne til møde i Assisi for at bede for fred i verden.

Else Marie, den 21. august 2007

P.S. Thomas Keating er en karismatisk cisterciensermunk, der bor på et kloster i USA. Han er forhenværende abbed, og forfatter til en række bøger om kristen spiritualitet. I Marie Louise Lefèvres smukke film ”Invitation fra Gud”, som er produceret på grundlag af en række samtaler med Thomas Keating, får man et godt indblik i den spiritualitet, der kendetegner centrerende bøn, og i hele tankegangen omkring den. Centrerende bøn er søster til den åndedrætsmeditation, jeg beskriver ovenfor. Mere information om Thomas Keating og centrerende bøn kan fås på hjemmesiden www.contemplativeoutreach.org. 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard