Vis printvenlig side

At bede er som at trække vejret

Normalt tager vi som givet, at vi kan tænke og føle, huske fortiden, gøre os forestillinger om fremtiden, kombinere tanker, lægge planer og så videre. Vi gør os til ét med vores tanker og følelser og spekulerer ikke nærmere over, om bevidstheden kunne fungere anderledes, eller om virkeligheden er en anden end den, vi forestiller os.

Når vi bliver opmærksomme på vores bevidsthed, bliver vi overraskede. Meget af det, der foregår i sindet, viser sig at være spild af tid, rent nonsens eller direkte negativt. Vi bruger slet ikke hele det kæmpepotentiale, vi har fået foræret ved fødslen til at være og til at gøre godt.

Indre vækst hænger sammen med religion og åndelig prakss. Ikke med nogen form for automatik, og ikke sådan at det er muligt at gøre sig til herre over udviklingen. Slet ikke. Men vi kan blive Guds medarbejdere. Har vi ingen åndelig praksis, bliver vi let fanger af vores ego og lukkede for den livsvejledning, Gud giver os, når vi lytter til Ham.

For år tilbage, på et tidspunkt hvor jeg var i eksistentiel krise, spurgte jeg en buddhistisk retræteleder: ”Hvordan kan det være, jeg altid får det bedre, når jeg er i mit sommerhus?” ”Det er, fordi dér har du lettere ved at forbinde dig med livet”, lød svaret. Det er sandt, for i byen udsættes man for et sådant bombardement af støjende sanseindtryk, at man må beskytte sig ved at blive distræt.

Hvad gør man da, når man er nødt til at opholde sig i byen? Thich Nhat Hanh - den vietnamesiske zenmester, der bor i klosteret Plum Village i Sydfrankrig - fortalte engang om en lang foredragsturné, han var på i 1960'erne. Han fløj fra den ene storby i Vesten til den anden for at fortælle om den vietnamesiske landbefolknings lidelser og argumentere for et betingelsesløst stop for de amerikanske bombardementer. Til sidst kunne han ikke længere huske, hvor han var, når han vågnede op i hotelsengen om morgenen, og han blev bange for at miste sin opmærksomhed og glæde ved livet.

Han fandt da på at standse op en stund og trække vejret opmærksomt, hver gang han stødte på et lille stykke natur i byen - en blomst, en spurvs kvidren, børns leg i en park. Sådan lykkedes det ham midt i det konstante rejseliv og de fremmedgørende bymiljøer at holde sig nærværende og forbundet med livet.

”Bed uophørligt”, siger Paulus i sit første brev til Thessalonikerne (kap. 5, vers 17). For mig er der en lige linie mellem Paulus’ ord og Thich Nhat Hanh’s praksis. At forbinde sig med livet er ensbetydende med at være åben for Gud, og opmærksomhed på åndedrættet er vejen dertil. ”At bede er som at trække vejret”, siger karmelitermunken og forfatteren Wilfrid Stinissen.

Det kræver livslang praksis at lære at bede uden ophør som Paulus, og hvordan er det nu lige, man gør? Ser vi på det som at være opmærksom på åndedrættet og huske Gud, bliver det mere konkret. Heldigvis er der i vores byer mange anlæg med træer, blomster, fugle og legende børn, hvor vi som Thich Nhat Hanh kan standse op og blive opmærksomme. Og har vi lidt mere tid til rådighed, findes der retrætesteder og klostre beliggende midt i naturen. Her kan travle bymennesker komme som gæster og finde tilbage til den bøn, der ellers let går tabt i hverdagen.

Else Marie, den 14. juni 2007

 

 

 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard