Vis printvenlig side

Camino erfaringer

”Det, vi kan lide denne måned” stod der for nylig i månedsbladet Eurowoman, efterfulgt af en række sider med præsentation af alle mulige former for modeartikler. Overskriften faldt mig i øjnene, for med få ord formuleredes her det mål for tilværelsen, som møder én overalt i det offentlige rum. Umærkeligt har livsstilen køb nyt uafbrudt sneget sig ind på os som slangen i Edens Have. ”Lykken er at forbruge uden grænser”, hvisker den indsmigrende og tilføjer lokkende: ”Kom nu Eva, frem med kreditkortet.”

Overskriften i det populære blad fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde for et par år siden, da jeg gik på pilgrimsvejen til Santiago de Compostela. Egentlig skulle jeg have været fire uger til Mexico for at besøge en nær ven, som havde bosat sig dér. Men han døde pludselig, og rejsen måtte aflyses. Selv havde jeg lige været igennem alvorlig sygdom og havde brug for at skifte fokus og blive aktiv og udadvendt igen.

Under en morgenmeditation opstod tanken om at erstatte Mexico-turen  med ”at gå Caminoen”. En måned var til rådighed, og jeg gættede på at kunne klare gennemsnitligt 20 km om dagen. Når rejse og ophold i Santiago var trukket fra, blev det til 25 vandredage og en strækning på 500 km. Med en lineal målte jeg omhyggeligt strækningen op på et Spanienskort. Burgos nord for Madrid måtte være rette sted at begynde vandringen.

Når man er pilgrim, bærer man al sin bagage på ryggen, og man lærer at begrænse sig til det allernødvendigste. Min rygsæk vejede 10-11 kilo, afhængigt af hvor meget vand, frugt og brød, jeg havde med den enkelte dag. At komme længere ned i vægt er vanskeligt. Således belæsset går man fra refugium til refugium ad mærkede stier og veje. Man kan ikke sove mere end en enkelt nat det enkelte sted, så der er ingen hviledage, med mindre man flytter på hotel.

Ifølge kalenderen burde det være forår, men solcremen i bagagen viste sig overflødig. Vejret i Nordspanien var det år koldt, blæsende og regnfuldt. En sådan dag gik jeg på en grusvej, der på et længere stykke løb parallelt med en befærdet bilvej. Regntøjet smældede i blæsten, og jeg måtte læne mig langt fremover for at overvinde den kraftige modvind. Det var søndag, og den ene bil efter den anden susede forbi, med opmuntrende trutten i forbifarten.

Modsætningen var slående. Hvad en bil nåede på en time, skulle jeg bruge fem dage til! Var det ikke vanvittigt at gå i stedet for at køre? For mig var det tværtom. Langsomheden, enkelheden, tålmodigheden og det spartanske liv var gået mig i blodet efter kort tid på Caminoen. Træt og udaset kunne jeg være efter en dags vandring, men fuldkommen lykkelig, det var jeg.

Det kan være dejligt at købe noget, man virkelig mangler. Noget smukt tøj, et praktisk køkkenredskab, et savnet møbel, en ny bil. Jeg er ikke asket. Men det endeløse overforbrug, den uophørlige pirring af det menneskelige begær er i modstrid med kristendommen. Blæsende modstrid. Og det skaber ikke en kultur, vi kan være stolte af.

Har vi fået lyst til at knuse slangens hoved? Er der en modstandsbevægelse i gang? Jeg tror det. Alle fremskrivninger og planer om økonomisk vækst overser i øjeblikket den begyndende træthed ved uafbrudt forbrug. De menneskelige behov er ikke så ubegrænsede, som den økonomiske teori forudsætter.


Else Marie, den 4. juni 2007

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard