Vis printvenlig side

Stille bøn nærer den verbale bøn

Juleaften 2010 døde en svensk præst ved navn Per Mases. I en menneskealder var han forstander for det meget besøgte meditations- og retrætecenter Berget, samtidig med at han var den fastboende præst på stedet. Berget ligger i Dalarne i Sverige som et frugtbart resultat af et samarbejde mellem Svenska Kyrkan (en pendant til Den danske folkekirke) og Den katolske kirke i Sverige.

Jeg tænker ofte på Per Mases, på hans rummelighed over for menneskers mangfoldighed og hans økumeniske åbenhed. Hver morgen klokken syv kom han og satte sig foran sakramentet i det lille katolske kapel, der findes på Berget. Her mediterede han i en time, hvorefter han rejste sig for at gå ned i den store smukke svenske kirke for at holde den daglige morgengudstjeneste dér.

Per Mases var en elsket prædikant. På få minutter kunne han formidle visdommen og budskabet i dagens tekst, så den ramte hjertet. Men det, jeg husker ham allerbedst for, var hans formidling af de bønner, der indgår som en fast del af liturgien i en gudstjeneste.

Hver dag var en ny dag, der blev modtaget med smittende glæde og taknemmelighed. Hver bøn blev, hvor mange gange han end havde bedt den før, bedt med en inderlighed og en varme, der ikke lod nogen i tvivl om, at han havde sig selv med i bønnen. Aldrig flød ordene ud af munden på ham, blottet for nerve. Aldrig blev de jappet igennem som et led, der bare skulle overstås. Og forbønnerne – de faste som de frie - blev bedt, så man virkelig tog dem til sig som sine egne.

Per Mases’ tro og hans solide meditationspraksis nærede hans verbale bøn. Han var aldrig kunstigt højstemt, forjaget eller sjusket – og stod ikke med øjnene nede i en trykt tekst, når han fremsagde de faste bønner. Han havde nemlig gjort sig den ulejlighed at lære dem udenad, hvad der gav ham den fornødne frihed til at bære dem frem med indlevelse.

Hvor ofte sidder jeg ikke og savner en Per Mases i danske kirker – folkekirker som katolske kirker. Ingen præst burde slippes ud i aktiv tjeneste, før han/hun kan bede de verbale bønner på en troværdig og indlevet måde og i et tempo, så man kan følge med.

Vejen dertil går over opbygningen af en solid meditationspraksis – vi kan også kalde det stille bøn. Alt for ofte mærker man, at præsten ikke har sig selv ordentlig med i bønnen. Bønner kræver forberedelse og opmærksomhed i nuet, og man skal kunne mærke, at de betyder noget for præsten selv – hver gang.

Else Marie, den 6. juni 2011

 

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard