Tør vi lade os fylde af Guds ånd?

Når du lader dig fylde af Guds ånd,
kan du finde ham inden i dig selv.
Du får indsigt og inspiration til at tale og handle
i overensstemmelse med Guds planer.
Der findes ikke færdige anvisninger for,
hvordan en kristen skal opføre sig i enhver situation.
Ånden er en levende lov i den kristnes hjerte.

Sådan skriver Wilfrid Stinissen i andagtsbogen I dag er Guds dag (Steno forlag, tekst til den 20. maj).

Hvordan bærer man sig i praksis ad med at lade sig fylde af Guds ånd? Svaret er, at det har med nærvær at gøre. Når man lader sig opsluge af de følelser, der knytter sig til ego'et - ambition, magtsyge, mistillid, hovmod, depression, vrede, smerte over et tab og så videre - overtager disse følelser den plads, der er tiltænkt Gud.

"Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer". Sådan siger Jesus til sine disciple (Joh 14, 20-21). Læg mærke til, at Jesus bruger verbet at være. Hemmeligheden bag det at lade sig fylde af Guds ånd er at tømme sindet for sit eget og blive nærværende. Det er at give slip på de selvoptagede følelser som energikilden i sit liv, for i stedet at vende ansigtet mod Jesus og tage imod hans ånd og sindelag som drivkraften.

Det er i nærværet, jeg erfarer, at det er sandt, at Gud fylder det tomme rum ud med sin ånd. At det ikke bare er abstrakte ord. At nærværet åbner for tro, livsglæde og oplevelse af mening med tilværelsen. Med andre ord er der alt at vinde, intet at tabe.

Hvorfor er det da alligevel så svært? Måske fordi vi ikke for alvor har åbnet os for Guds ånd. Måske tør vi ikke tro på det nye, som Guds ånd repræsenterer - og overgive os til det i tillid. Måske har vi alt for ofte draget den erfaring, at overgivelse  og svigt går hånd i hånd.

At være opfyldt af det smertefulde og negative er blevet det velkendte, det fortrolige, det trygge rum. Hvor paradoksalt det end lyder, kan det føles svært, ja nærmest umuligt at lægge det fra sig, man så gerne vil slippe af med. Men døren til fængslet er ikke låst, og dørhåndtaget sidder indvendigt. Det må vi aldrig glemme.

_{Else Marie, den 24. maj 2010}