Af Carolina Gustavsson, svensk fysio- og bevægelsesterapeut 

Når vi mediterer, søger vi balance i vores kropsholdning - og hvor mange kæmper ikke for at finde den dér fuldkomne balance i livet.

Balance er aldrig en statisk tilstand. En udmærket mulighed for at undersøge dette på en kropslig måde er i kinhin, den gående meditation. Hvis du holder en langsom og jævn bevægelse (og du er i god kontakt med grundlaget og nærværende i dig selv her og nu), kan du nå frem til en flydende tilstand, hvor du hvert øjeblik er både nærværende og i bevægelse. Bliver du stående på ét ben nogle sekunder, bliver det svært at holde balancen. Lad os se på betydningen af ordet balance i forskellige sammenhænge.

Stabilitet og mobilitet

Når vi bliver bevidste om vores kropsholdning, sker der let det, at vi går ind i en slags statisk perfektion, som vi holder os i. Med et sådant tag i os selv bliver det imidlertid svært at leve og trække vejret. Selv når vi søger stilhed, indebærer det ikke at være helt stille, ikke engang i meditationen. Helt stille er vi ikke, så længe vi lever i tiden. Så længe vi lever, er vi i bevægelse; om ikke andet har vi åndedrættets bevægelser og blodets cirkulation.

Balance i kropsholdningen handler om at kunne være stabil men samtidig fri og mobil (bevægelig). Vi søger stabilitet nedad og indad og frihed og åbenhed udad og opad.

Når vi anvender for mange kræfter på at holde os oppe, bliver vi stive og låste i kroppen. Jeg plejer at kalde det overstabilisering. Vi føler os ganske stærke, når vi spænder vore muskler, og vi kan også holde uønskede følelser borte fra bevidstheden med muskelforsvar. Men det statiske bliver anstrengende, og mangelen på kontakt med vores indre berøver os muligheder for udvikling.

En person, der oplever total udkørthed, kan på den anden side have svært ved at føle støtte og sammenhæng i sin krop såvel som i sit liv. Kroppen føles slap og uden energi.

En vigtig faktor til at genfinde balancen i kroppen er forholdet til gulvet eller jorden. Det gælder både for den, der har brug for at komme til stede og slippe taget i sig selv, og den, der har brug for fast grund som udgangspunkt for sin rehabilitering. Inden for kropsbaseret terapi anvender vi begrebet grounding til at beskrive evnen til at forholde sig til grundlaget. Er det muligt at overlade kropsvægten til gulvet og bevæge sig med støtte og hjælp fra grundlaget, eller anvendes der unødig muskelkraft på at holde sig oppe. Det kan også udtrykkes som tillid; tryghed i at tilværelsen bærer.

Spændingsbalance

Ofte er det visse muskler i kroppen, som er overspændte, og andre, som har for lidt spænding. Hvis bagsidens muskler er korte og spændte, hæmmes aktiviteten i musklerne på kroppens forside. Eller hvis benene ikke har kraft til at bære, står vi måske "med ryggen", eller spænder sædemusklerne for at holde os oppe. Måske helt ubevidst. Spændingsbalance indebærer, at hver muskel i kroppen er fri til at arbejde i sin specifikke funktion, og at musklerne kan samarbejde effektivt.

Inden for den kristne mystik og inden for flere psykologiske retninger går man ud fra, der findes et sandt selv, en sund kerne. Under vore sår og forsvar, roller og masker, som vi tager på os - for at  overleve, føle os elskede, opleve kontrol - skjuler (og beskytter!) vi vores sande identitet.

På det kropslige plan har vi også en sand tilstand. En glad harmonisk krop, stabil og fleksibel, med frit åndedræt og med fri tilgang til vort indre. Alle har den naturlige sunde skikkelse i sig. Der er bare det, at vi ikke kan vise, hvor smukt vi er skabt på grund af musklernes ubalance, kropslige forsvar og kompensationer mellem muskler. Men det lader sig gøre at nærme sig denne tilstand med varsomhed, tålmodighed og velvilje over for os selv. Helbredelsen sker i samvirke med vores egen organisme. Ikke i kamp imod den.

Indre og ydre virkelighed

Mange mennesker har mistet kontakten med deres indre virkelighed. De regner kun med den ydre virkelighed. Dunkelt og skjult kan den indre ubevidste virkelighed da styre os og få os til at handle og reagere på måder, vi hverken kan forstå eller forklare. Det, som ikke opleves bevidst, kan også udtrykke sig gennem kropslige symptomer. At mærke følelser og sætte ord og symboler på disse, bevirker, at vi mindsker risikoen for at reagere med kropslige symptomer eller uforklarlig adfærd.

Modstanden mod at møde sit indre kan være stor, og det sker måske ikke, før livet på en eller anden måde tvinger os til det. Det kan være dejligt at vide, at vi alle til hver en tid har et centrum af indre ro og tryghed, og at vi kan lade os lede frem til den dybe stilhed og fred, i hvilken alle andre følelser og oplevelser kan hvile. Så kan vi tilmed opleve smerte og besværlige følelser uden at få det rigtig dårligt inderst inde.

Overstabilisering er et fænomen, vi ikke bare beskæftiger os med i kroppen. Det kan også dreje sig om at finde tryghed i, at tilværelsen er uforanderlig, statisk og forudsigelig. Forandringer, som rokker ved det tilvante, bliver til trusler.

Den indre tryghed gør det muligt at håndtere en ydre utryg virkelighed. Behovet for kontrol bliver mindre. Jeg bliver mindre ømfindtlig over for forandringer og opdager nye veje at gå.

Tryghed og udfordring

Mennesker har behov for både tryghed og udfordringer. Hvor megen tryghed og hvor megen udfordring, vi ønsker, er helt individuelt. Efter perioder med megen udfordring kan man have brug for at tage vare på sig selv og lytte til sine egne behov. Hvis vi varetager vores behov for tryghed, har vi en platform at gå ud fra og vende tilbage til for at kunne være åbne og disponible for de opgaver og udfordringer, der måtte vise sig. Hvis jeg kan være til stede i min egen krop og finde tryghed i den, tør jeg slippe taget i mig selv og lade mig selv komme til syne. Jeg vover at prøve mine vinger uden angst for at falde. Jeg behøver ikke være så perfekt, at det at mislykkes bliver uacceptabelt. Jeg har mit stabile fodfæste nedad og lethed og frihed opad, og jeg kommunikerer såvel indadtil som udadtil. Det handler ikke længere om at præstere men om at være skabende; om at se muligheder.

Hvile og aktivitet

Til slut - forsøm ikke hvilen. At hvile sig er ikke at være doven. Træthed er ikke en sygelig tilstand i sig selv. Ikke at tage sit behov for hvile alvorligt er mangel på respekt for sig selv.

Hvile er lige så vigtig som det aktive liv; en forudsætning for det og ikke en luksus. Hvile er at forberede sig; at nå at bearbejde og integrere forskellige indtryk og nye kundskaber. Du bliver fyldt på, repareret, helet, kommer til kræfter. For at kunne hvile må vi have evnen til at bremse op en stund. Hvis vi over længere tid taber denne balance og bare giver den gas, mister vi til sidst i sådan en grad kontakten med kroppens system til fred og ro, at hvile bliver en fysisk umulighed. Da er der ofte brug for professionel hjælp til at kunne bryde cirklen.

Det bliver balance, når du med hvilen som udgangspunkt kan mase på passende meget, og ikke mere end opgaven kræver, for senere at vende tilbage til udgangstilstanden. Til hvilen.

_{(Artiklen er oversat af Else Marie Kjerkegaard)}