Behov for nyt syn på seksualitet

I 2007 lagde jeg en tekst ind på min blog under overskriften "At være katolik er ikke altid lige nemt". Her skrev jeg blandt andet, at det er vigtigt i sagen om pædofili inden for Den katolske kirke, at vi bevarer perspektivet, så vi ikke kommer til at slutte fra delen til helheden og bliver grebet af afsky og mistillid til hele kirken.

Siden da er det ikke blevet lettere at være katolik. I dag føler jeg mig skamfuld over den om sig gribende pædofiliskandale, selv om jeg hverken har lod eller del i den. Og skammen gælder ikke bare selve anklagerne men også den reaktion, der kommer fra højt stående gejstlige inden for Kirken.

Pavens husprædikant Raniero Cantalamessa's påskeprædiken var et slående eksempel på dette. Her omtalte han Kirken som et offer på linie med intet mindre end  jødeforfølgelserne. Men Kirken er skadevolderen! Fat det! Heldigvis tog Vatikanet omgående afstand fra synspunktet, men da var skaden sket.

Hvor overfladisk og fordomsfuldt nogle medier end behandler Den katolske kirkes forhold, så er og bliver ofrene de børn og unge, der har fået deres evne til nære kærlighedsforhold ødelagt og deres tillid til Gud og autoriteter sønderrevet.

Når Kirken hæver den seksuelle fane så højt, som den gør, kan det ikke overraske, at faldet bliver dybt og behandlingen ubarmhjertig, når det afsløres, at Kirken ikke har været i stand til at håndhæve den moralske standard blandt sine egne præster. Samtidig har jeg ondt af de mange uskyldige præster i Kirken, som må se deres præstekald trukket gennem smudset, ligesom jeg bekymrer mig for, hvordan vi kan værne præsterne mod eventuelt falske anklager i den situation, vi står i.

"Pas på de katolske præster!" sagde et sekulariseret familiemedlem til mig for nylig, da vi tog afsked med hinanden efter en familiefest. "Ja, det har de sandelig brug for", svarede jeg. Først senere gik det op for mig, at jeg ganske havde misforstået hans spøgefulde bemærkning.

Selv om pædofilisagerne ikke hænger sammen med Den katolske kirkes syn på den menneskelige seksualitet, er tiden kommet, hvor Kirken må revidere sin morallære og den måde, den formidles på. Seksualiteten må ikke behandles som en fjende, der skal bekæmpes, hvis ikke den udfolder sig inden for den meget snævre ramme, Kirken har defineret. Seksualiteten er basalt set en kilde til livslyst og glæde, som vi har fået foræret fra Skaberens hånd.

Det, der derimod er vigtigt, og som vi aldrig må glemme, er, at seksualiteten skal praktiseres med menneskelig værdighed og under kompromisløst ansvar og kærlighed til næsten. Isoleres seksualiteten fra kærligheden og det medmenneskelige ansvar, går det galt. Det er det, der er sket i den vestlige kultur.

Der er et stort behov for, at Kirken går ud med dette budskab i stedet for eksempelvis at kæmpe mod brugen af kondom. Med andre ord: Hvis Kirken skal genvinde sin troværdighed på seksualitetens område, må den dels rense sig, så den kommer til at udgøre et ægte forbillede for sine egne værdier, dels må den formulere disse værdier på en måde, så de ikke fører til ubearbejdede skadelige fortrængninger men understøtter en naturlig og ansvarsbevidst omgang med kroppen. Jeg behøver næppe understrege, at der er et stort behov for en sådan indsats.

_{Else Marie, den 12. april 2010}