De kristne er ikke "de gode"

Det at vælge tro er ikke et spørgsmål om at vælge sandheden frem for løgnen. Så lodret kan det ikke siges. Det handler om at vælge blandt religioner, der er mere eller mindre tæt på sandheden. Alle de store gamle religioner har andel i sandheden. Bare ikke i lige stort omfang.

Da jeg i sin tid begyndte at komme i folkekirken, havde jeg flere års buddhistisk praksis i bagagen. Jeg bar på en kærlighed til buddhismen, fordi den havde givet mit liv et langt mere frugtbart indhold, end det havde, da jeg levede uden kontakt med  den åndelige side af tilværelsen.

I de samtaler, jeg havde med teologisk kyndige inden for folkekirken, mødte jeg samme opfattelse af den kristne tro, som nogle deltagere er talspersoner for i den debat, der for nylig har bølget i Kristeligt Dagblad: Kristendommen er sandheden. Punktum. Den er livets fylde i modsætning til for eksempel buddhismens stræben efter tomhed. Ville jeg være kristen, måtte jeg derfor forsage buddhismen. 

Den måde at se på buddhismen var utroværdig for mig. Jeg vidste, at fylde og tomhed (underforstået: for tanker og følelser) er to sider af samme mønt. At buddhismen hjælper massevis af vesterlændinge til et rigt åndeligt liv, når de af den ene eller anden grund har høstet dårlige erfaringer med kristendommen. 

Men kristendommen blev alligevel ved med at trække i mig. Jeg søgte til karmeliterklosteret Karmelgården i Skåne, hvor jeg fik en samtale med Wilfrid Stinissen, den kendte munk, forfatter og åndelige vejleder. I lang tid lyttede han stille til mig. Jeg fortalte, hvor glad jeg var for buddhismen, og hvor svært det var for mig at tage de mange ord i en folkekirkelig gudstjeneste til mig, og hvordan jeg led under kirkens (på daværende tidspunkt) afstandtagen fra den meditationspraksis, jeg holdt så meget af.

Da jeg havde talt ud, så han på mig med milde øjne og sagde: "Det er rigtigt, at der er megen sandhed i buddhismen, men du vil opdage, at der er en endnu større sandhed i kristendommen." Så gav han mig hånden og sagde "Gud er med dig", hvorefter vi fulgtes ind til den fælles stille bøn (meditation) i den lille klosterkirke. 

Det var præcis sådan, jeg selv så på buddhismen. Nu kunne min kærlighed til dens åndelige praksis få lov at eksistere uantastet i mig, og jeg kunne føle mig fri til lidt efter lidt at tage kristendommens rigdom til mig. 

I dag ser jeg på andre religioner på samme måde. Vi stræber mod den samme sandhed, men muligheden for at nå frem er ikke lige stor. Det gælder også de forskellige kristne retninger, om end vi givetvis hver for sig mener, vores egen retning bringer os tættest på.

At tilhøre en religion, som man anser for at være tættest på sandheden, er ikke nogen garanti for at være et godt menneske. De kristne er ikke "de gode". De gode er de mennesker, der gør det gode, uanset konfession.

_{Else Marie, den 22. marts 2010}