Ringeagt ikke en af disse små (Matt 18,10-11)

For nylig var jeg med S-toget til København. Det var lørdag formiddag, og der var mange passagerer med. Vi havde lige passeret den første i måneden, og folk var på vej ind for at handle eller for at hygge sig. Nogle stationer fra Hovedbanegården steg fire-fem unge mænd på toget. Jeg stod i mellemgangen. De gik ind i kupéen ved siden af.

Pludselig opstod der højlydt tale og latter i kupéen. En af de unge havde opdaget en ung forhutlet mand, der halvt sad, halvt lå og sov på et to mands sæde bagerst i kupéen. "Ham så jeg også forleden dag!" råbte en af de unge. Han begyndte at chikanere den hjemløse med nedgørende bemærkninger. Ordene nærmest druknede i bragende latter fra de øvrige i gruppen. Den hjemløse vågnede forvirret op, blot for at måtte tage imod endnu mere. Larmen og latteren voksede.

En af de unge satte sig på en intimiderende måde på den sparsomme plads ved siden af den hjemløse. Han forsøgte at værge for sig. Det begyndte at ligne optakten til et fysisk overgreb. Jeg stod målløs og ventede på, at nogen i kupéen ville gribe ind. Men nej, i stedet bredte der sig indforståede smil hos et par andre unge passagerer. Resten af kupéen sad og så ud af vinduet.

Risikoen ved at intervenere var mig bevidst, men glemt i situationen. Jeg trak kupédøren fra hinanden, stak hovedet indenfor og sagde med fast og myndig røst: "Stop den mobning!" En stund blev der helt stille i kupéen. Så lød der et afdæmpet ironisk: "Ja Mor, I love you!" - og så fik den hjemløse fred.

Det var ganske almindelige unge mennesker. Vel omkring de tyve år. Ingen af dem skilte sig ud ved deres påklædning eller ved at være berusede. Havde jeg turdet gribe ind, hvis der havde været tale om rockere eller unge indvandrerdrenge? Ville det i så fald have været klogt?

Det mest chokerende var ikke selve episoden, men at ringeagten og latterliggørelsen greb om sig, og at ingen i kupéen lagde an til at komme den hjemløse til undsætning. Er det dér, vi er nået til i det danske velfærdssamfund?

_{Else Marie, den 3. november 2009}