Vandringen er det vigtigste

Når man er på pilgrimsvandring, er det ikke klogt at omgive sig med mennesker, der taler meget. Det kan være ensomt, det kan være svært, men langsomhed og tavshed er guld værd for en pilgrim.

Min første egentlige pilgrimsvandring var på Caminoen i det tidlige forår 2004, hvor jeg gik 500 km fra Burgos, der ligger stik nord for Madrid, til Santiago de Compostela. I mit tilfælde uden andet selskab end hvad der bød sig naturligt til undervejs.

Efter alle strabadserne - i snit 21 km om dagen med fuld oppakning - var det en ekstatisk følelse at nå frem til Monte de Gozo, et bjerg som ligger lige uden for Santiago.

Monte de Gozo har traditionelt været sidste overnatningssted for pilgrimme inden ankomsten til Sankt Jacobs grav. I dag er det et større bygningskompleks med kollegier for studerende og overnatningsmulighed for skarer af pilgrimsvandrere og andre besøgende.

Det var aften, da jeg nåede frem, hundesulten. Efter at have pakket ud og spist sad jeg en stund tilbagetrukket på cafeteriet og iagttog folkelivet. Ind kom den ene pilgrim efter den anden humpende med vabler, ja ind imellem med store åbne sår på fødderne. Mine fødder var intakte efter vandringen. Rådene i sportsbutikken om vandrestøvlers størrelse, svedtransporterende sokker og luftning af fødder i pauser havde båret frugt.

Bagefter gik jeg, træt i hele kroppen, langsomt og stille op på toppen af Monte de Gozo for at se ud over Santiago. Her tæt ved Atlanterhavet holdt regionens fugtige klima bevoksningen grøn og frodig. En let dis lå over byen, der tegnede sig næsten uvirkelig i horisonten. Oven over disen sås spirene på byens store katedral tydeligt: Målet for de mange dages vandring. Spontant knyttede jeg den ene hånd og løftede den som en anden frihedsgudinde højt over hovedet i triumf: Jeg klarede det!

At være stolt og glad over sin præstation er der ikke noget særlig pilgrimsagtigt ved. Da jeg dagen efter gik ned til katedralen bygget til Sankt Jakob, sværmede det med dagturister og gøglere på pladsen foran kirken. Det var lørdag, og i kirken var der lange køer til de særlige steder, man som pilgrim bør røre ved, bede ved, knæle ved. Sankt Jacobs grav var ikke til at komme i nærheden af. Jeg besluttede på stedet at finde en bus til Cap Finisterre. Ud at samle en musling op ved Atlanterhavets bred, som pilgrimme har gjort det i århundreder.

Ved ankomsten til Santiago havde jeg ladet mig indfange af en af de kvinder, der står rundt om katedralen i håb om at finde en kunde til deres udlejningsvirksomhed. Det fortrød jeg, for det var iskoldt om natten, og værelset var uden varme og uden tilstrækkeligt med tæpper til at supplere soveposen. Varmt vand i hanen var der kun en kort stund om morgenen. Trods forsikringer om det modsatte lå værelset endvidere et godt stykke fra centrum.

Mandag - efter hjemkomsten fra Cap Finisterre - silede regnen ned i Santiago. Ingen var på gaden uden nødvendigt ærinde. Jeg sneg mig ned ad de stejle gader for at gå til formiddagsmessen i katedralen. Det viste sig at være biskoppen af Santiago, der stod for gudstjenesten, og kirken var propfuld.

Jeg havde ikke forberedt mig specielt på besøget i katedralen men koncentreret mig om selve vandringen. Da en gruppe munke ved træk i nogle tykke tove fik et kæmpestort forgyldt røgelseskar til at pendulere rytmisk fra den ene side af kirkens store loftshvælving til den anden, lagde jeg forbløffet nakken tilbage. Hvilket skue! Ja, hele den farverige ceremoni med korsang og skriftemål og uddeling af nadver til de mange mennesker var betagende.

Men det, der især sidder tilbage fra Caminoen, er nu ikke ankomsten til Santiago og begivenhederne her. Det er selve vandringen. Mødet med mennesker undervejs. Naturen. Det internationale miljø på refugierne. Strabadserne når vejret var hårdt med blæst og regn. Det overraskende snefald i bjergene midt i april måned.

Desværre kan jeg ikke tilføje noget om de mange gamle kirker undervejs, som jeg havde glædet mig til at besøge, for bortset fra kirkerne i de større byer på Caminoen blev man mødt af låste døre. Hvilken chance Kirken herved forpasser.

_{Else Marie, den 1. juli 2009}