Det sandsynligste er, at Gud findes

Parken rundt om Vemmetofte Kloster, hvor jeg bor, er i øjeblikket fyldt med de første forårsblomster. Med forbløffende kraft er vintergækker og erantis skudt op igennem den kolde vinterstive jord. Så mange er der, at de breder sig ind i den tilgrænsende skov og kryber ud langs den asfalterede vej til Karise. Overalt står de nu, vintergækkerne, og nikker beskedent med deres snehvide dråber, og de gule erantis lyser som små sole i græsset.

I løbet af de sidste par uger har gulgrønne rakler på hassel og pil vokset sig lange og fyldige, og knopperne på træer og buske er blevet så store, at de lægger et særligt skær af "her er ved at ske noget stort" over naturen.

Foråret er forundringens tid. Formuleringen er triviel, men jeg har ikke bedre ord til at beskrive oplevelsen af, at her folder Gud sin skabelse ud.

Det er især, når jeg går opmærksomt i naturen - opmærksomt vil sige langsomt og med fokus på mit åndedræt - at forundringen griber mig. Fuglekvidderen bliver tydeligere. Farverne mere nuancerede. Træernes og buskenes former fremstår næsten overnaturlige i det tredimensionale rum. Da hænder det, at Helligånden tager mig ved hånden, og min egen lillebitte eksistens går i ét med skabelsen.

Hver gang naturvidenskaben trænger lidt længere ind i livets gåde, opstår der en ny gåde. Skabelsen, fra den mindste lille mikroorganisme til mennesket selv, gør hele tiden opmærksom på det uforklarlige. Gud gemmer sit ansigt.

Blandt ateister er dette slogan populært for tiden: "Der findes sandsynligvis ingen Gud." For mig vidner livet i dets talløse former om det stik modsatte: Det sandsynligste er, at Gud findes.

Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje (Esajas 49,16)

_{Else Marie, den 17. marts 2009}