Bundethed af materielle ting

For et par måneder siden flyttede jeg fra en stor lejlighed i det indre København til en lille lejlighed på Vemmetofte Kloster, der ligger på det sydlige Stevns, tæt ved skov og strand. Jeg ville have færre ting omkring mig til fordel for stilhed, enkelhed og natur. Det var muligt i Vemmetofte.

Vemmetofte Kloster blev stiftet efter reformationen som refugium for adelige jomfruer. Det burde egentlig hedde Vemmetofte Slot, for i dag er der ikke noget religiøst ved stedet. Der findes dog en kirke som del af klosterbygningen. Her holder Vemmetofte folkekirkemenighed til.

Flytningen blev en mere krævende proces end forventet. Det at indskrænke sine ejendele til at fylde en tredjedel af, hvad de gjorde tidligere, har været en prøve på, om jeg mente det alvorligt, det med enkelhed og mindre vægt på det materielle.

Undervejs overraskede det mig, hvor mange følelser og subjektiv værdi jeg havde bundet i ting. Hvor svært det var at se sine ting blive splittet op og fjernet fra den helhed og sammenhæng, som et personligt hjem udgør. Hvor smertefuldt det var - ja, jeg overdriver ikke - at se det runde sofabord fra Illums Bolighus, som havde fulgt mig i næsten en menneskealder, ende med at blive stablet på en genbrugslastvogn.

Nu er det hele overstået, og jeg er i færd med at tilpasse mig de nye omstændigheder. Jeg nyder mit nye hjem og savner ikke de ting, jeg gav slip på. Langsomt er jeg ved at få opbygget en hverdagsrytme. Hver morgen læser jeg - efter en halv times meditation - dagens liturgiske Bibeltekster. På den måde forsøger jeg at spejle mit liv her og nu i Guds/Jesu hensigt med mit liv.

For nogen tid siden var dagens tekster beretningen om bygningen af Babelstårnet, som skulle nå helt op til himlen og skabe menneskene et navn, så de ikke blev spredt ud over hele jorden (1 Mos 11,1-9) efterfulgt af teksten fra Det Ny Testamente, hvor Jesus siger til sine disciple og dem, der var samlet omkring ham: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig" (Mark 8,34).

I min hverdag bliver jeg igen og igen påmindet om, at det er en fatal fejltagelse at hente tryghed og evighedsfornemmelse i materiel ejendom, ligesom det i det lange løb er dømt til fiasko at gøre projekter, der dybest set er ens egne, til Guds vilje - hvor prisværdigt det enkelte projekt end kan forekomme.

I vores kultur er det utrolig nemt at falde for fristelsen til at danse omkring sig selv og sit. Når jeg falder i den fælde, er det lige så sikkert som amen i kirken, at jeg ikke opnår det, jeg gerne vil. Vorherre er en konsekvent pædagog. Vil man Ham, må man opgive at bygge på sit eget lille Babelstårn og i stedet overgive sig i tillid til hans nærvær og kærlige ledelse.

_{Else Marie, den 10. februar 2009}