Klosterliv inspirerer til fred og fordybelse

Det moderne menneske lever ikke inden for en ramme af ro, stabilitet og kontakt med naturen. De fleste af os bor i byer og med en permanent påmindelse om at skulle følge med udviklingen på arbejdsmarkedet. Vi skal øge arbejdseffektiviteten, tilpasse os teknologiudviklingen, overgå konkurrenterne, være på forkant med globaliseringen og ajour med de nyeste medier.

Også i privatlivet hersker der en social forventning om, at vi er højaktive og følger med. Man skal udvikle sig personligt, opretholde et inspirerende parforhold, opdrage perfekte børn, følge med moden. Den fysiske form skal vedligeholdes, og de kulturelle aktiviteter ikke forsømmes.

Via de elektroniske medier skal vi hele tiden være på, uanset hvor vi befinder os. Sanserne hos det moderne menneske bombarderes uafbrudt.

Vi er ikke skabt til at leve på et så højt aktivitets- og forandringsniveau, og konsekvensen er en række alvorlige tegn på dysfunktion og virkelighedsflugt: Forbruget af beroligende medicin, alkohol og andre rusmidler er alarmerende højt. Afhængighed af spil, internet og mobiltelefoni griber om sig. Dertil kommer de mange personer, der lider af spiseforstyrrelser eller kraftig overvægt. Sex som forbrug præger det offentlige rum. I skolen vokser antallet af urolige og opmærksomhedsforstyrrede børn.

Som samfundet har udviklet sig, bliver det vanskeligere og vanskeligere for det moderne menneske at finde ro. Alle de mange aktiviteter og sanseindtryk sætter sig i sindet og kroppen som et vanemønster. Når vi endelig befinder os et sted, hvor der er stille og roligt, er tilstanden ofte så uvant, at vi ubevidst skynder os at finde på et eller andet, der kan distrahere os.

Mange mennesker har ikke desto mindre en stor længsel efter indre stilhed, nærvær og fordybelse. Efter at mærke, at de lever. Den længsel kan kun tilfredsstilles ved at genoprette evnen til kontakt med de dybere lag af sindet. Dér, hvor der er stilhed og meningsfylde, og hvor døren til Gud åbner sig.

Livet i 1940'erne

Da jeg var barn i 1940?erne, var arbejdstiden lang, og den bestod hovedsagelig af manuelt  arbejde. Søn- og helligdage var undtagelsen. Det var hviledage lige bortset fra nødvendige gøremål så som tilberedning af måltider og pasning af husdyr. De dage kunne der være meget stille.

Hverdagen var præget af gentagelser. Året rundt udførte man sine veldefinerede opgaver - som landmand, håndværker, industriarbejder eller husmoder. Oplæringen fandt sted i de helt unge år, hvorefter meget var rutine. Da der ikke fandtes mange tekniske hjælpemidler, tog ting tid. At tynde roer på landet kunne for eksempel tage et par uger.

Måltiderne lå fast, og husmoderen tilberedte maden fra bunden. Der var ingen halv- eller helfabrikata til salg i supermarkeder eller køleskab og fryser til at holde maden frisk over længere tid. Den ugentlige storvask strakte sig over to dage; én dag til selve vasken og en efterfølgende dag til rulning, strygning og eventuelle reparationer.

Støjniveauet var lavt, og man kunne altid fornemme den grundliggende stilhed mellem lydene: En bil der nærmede sig, lyde fra et værksted, køers brølen, lyden af legende børn, fuglesang.

I et landbrugs- og håndværkssamfund som dette var der ikke brug for at finde fristeder, hvor al verdens stress og jag forsvandt. Hvor man kunne fordybe sig, finde fred, finde sig selv og måske Gud. Livsrytmen understøttede i sig selv det rolige sind og skabte åbninger af forundring og ærbødighed over for livet.

Vi kan lære af fortiden

Vil vi genoprette evnen til indre stilhed, nærvær og fordybelse, må vi lære af fortiden og skabe en livsrytme, der indeholder så mange stunder af ro og gentagelse som muligt. Hvert menneske og hver familie må opbygge sin egen stabile struktur i hverdagen. Ikke som en kopi af en for længst svunden tid, men som en rytme der harmonerer med virkeligheden i dag.

Lever man i en familie, kan man for eksempel lægge vægt på at samles til mindst ét måltid om dagen og indlede det med en årstidssang eller en bøn. Roen og opmærksomheden under måltidet kan styrkes gennem enkle regler for samtalen. Man kan endvidere ramme dagen ind af en meditationsstund. Den behøver ikke være lang for at være virksom.

Medieforbruget kan begrænses til det, man virkelig nyder eller finder nødvendigt. Og alle manuelle opgaver og rutinefunktioner - for eksempel madlavning, borddækning, opvask, rengøring, oprydning, transport fra ét sted til et andet, bilvask og havearbejde - kan benyttes til at øve sig i indre stilhed.

Når lejlighed byder sig, kan man trække sig tilbage nogle dage til omgivelser, hvor der er særlig gode muligheder for at være i stilhed, i kontakt med naturen eller både-og. Selv har jeg uvurderlig glæde af at tage på retræte på klostre og blive inspireret og vejledt af munke og nonner. Nogle gange bare et par dage. Andre gange i længere tid.

Som en arv fra Martin Luther ser man af og til klosterlivet beskrevet som livsfornægtende. Det er en misforståelse. Efterhånden som klostrene vender tilbage til Skandinavien, får flere og flere mennesker kontakt med klostre. Det giver egne erfaringer med det enkle liv, der leves her, og de frugter det giver.

Den protestantiske professor ved universitetet i Lund Samuel Rubenson har udtrykt det således: "Klostre er laboratorier, hvor man forsøger at tage det dybeste frem i mennesket, Gud-ligheden, hvorved mennesket endelig finder fred og lykke" (Udfordringen, 24.4.2008).

_{Else Marie Kjerkegaard, den 27. juni 2008}