En sag for kvindebevægelsen?

Når man mødes i religiøse sammenhænge, ser man typisk en stor overvægt af kvinder. Handler det om spiritualitet - det levede åndelige liv - kommer der endnu færre mænd. Den voksende bølge af interesse for bøn, meditation, retræte, pilgrimsvandring og åndelig vejledning viser sig først og fremmest blandt kvinder. Hvor er mændene henne, når det gælder det religiøse liv? Hvorfor bliver de væk i så stort tal?

Samfundet har - midt i den materielle rigdom - brug for fællesskab omkring det kristne værdigrundlag. Ikke bare som noget, vi taler om i teorien ("Vi er da kristne!")  men som noget, der har konsekvens i hverdagslivet. Det er nødvendigt, ja livsnødvendigt, at mændene engagerer sig i Jesu budskab: "Følg mig!" og begynder at tage den sindets fornyelse alvorligt, som Paulus opfordrer til i Romerbrevet (kapitel 12,2).

Jeg vil ikke remse alle de dårligdomme op, som manifesterer sig i samfundet i disse år. Alle, der taler med mennesker på et lidt dybere plan, ved, at lige under overfladen af det moderne liv ligger meningsløsheden. Den uudtalte desperation over det stadige pres for mere, mere, mere af det, der i virkeligheden ingen betydning har - eller de endeløse forsøg på lapning af de huller og dårligdomme, samfundsudviklingen fører med sig. Det ekstremt høje forbrug af psykofarmaka, alkohol og andre rusmidler er bare ét af symptomerne på tilstanden.

I David Murrows bog Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd (Boedal 2005) konstaterer forfatteren, at kvinderne er i overtal i kirken, og at det er et stort problem, at der er så få mænd, der tiltrækkes af kirken. Ifølge Murrow er forklaringen, at kirkens atmosfære, former og sprogbrug er gennemsyret af en feminin ånd. Det tiltrækker ikke mænd. Derfor bør der skabes en højere grad af balance mellem det feminine og det maskuline i kirken. Der er alt for få udfordringer, skriver Murrow. Mænd trives i et konkurrencemiljø. Her kan de yde deres bedste. Det kan de ifølge forfatteren ikke i kirken.

Bogen udspringer af amerikansk frikirkeliv, og det bærer den præg af. Der er noget Wild-West-agtigt over den, som godt kan støde en dansk læser. Men måske skal vi alligevel tænke over Murrows synspunkter. Der er ikke så meget eventyr og trang til ekspansion over dagens kristne kirke. Og det på trods af at budskabet er eventyrligt, og at der er mindst lige så meget brug for det nu, som dengang den kristne tro var ny og bredte sig som en løbeild over hele Middelhavsområdet. "Når det er farligt at være kristen, er mænd mere tilbøjelige til at slutte sig til kirken", hævder Murrow.

Måske skulle vi med åbne sanser begynde at indsnuse atmosfæren i vores lokale kirke og overveje, om ikke nogle af forfatterens konkrete forslag kunne være gode at tage til sig. For mig drejer det sig dog mere om at råbe fra tagene, at der er en kolossal styrke i at overgive sig til Jesus Kristus. Det er her, den moderne maskulinitet kan hente langtidsholdbar næring i stedet for at gøre det med alle mulige symboler på ydre power og styr på tilværelsen. Den maskulinitet, vi har brug for, er den, der tør vise det, der ved første øjekast kan se ud som svaghed, men som i virkeligheden er udtryk for styrke: Det religiøse liv, overgivelsen til Gud.

Men hvem skal råbe det fra tagene? Hvem skal gå i kødet på mændene? Det skal præsterne naturligvis, men det er ikke nok. Vi - det vil sige de åndeligt og religiøst engagerede kvinder - skal også gå i aktion for at få mændene med, og bruge alle de midler, der tænkes kan for at overbevise dem, motivere dem, lokke dem til at tage de kristne værdier til sig i praksis, og stå ved det i offentligheden (hvad statsministeren end siger om religionens plads i samfundet).

Er det en umulig tanke, at det kunne blive en sag for kvindebevægelsen og ligestillingsforkæmperne anno 2008? I Bibelen er det kvinderne, der peger på Jesus og gør mændene opmærksomme på hans budskab (Joh. 2,5, 4,29-30). Det er kvinden, der er forbilledet for overgivelsen (Luk. 10,38-42) og hende, der fortæller mændene om Jesu opstandelse (Joh. 20,18). Jeg tolker nutidens kvinders interesse for det åndelige liv som Guds måde at vise, at det ikke bare drejer sig om, at vi som kvinder skal blive bedre til at leve vore egne liv. Vi skal også tage den bibelske rolle og opgave på os.

Hvad mener du?

_{Else Marie, den 12. marts 2008}

En mandlig læser har sendt følgende kommentar:

"Vi mænd vil gerne have os frabedt at skulle motiveres og lokkes, som du skriver. Det vigtigste, kvinderne kan gøre, er at give plads til maskuliniteten i det praktiske menighedsliv - og det kniber det meget med, siger min erfaring mig. Jeg har oplevet stærke reaktioner fra kvinder, når de synes, det bliver for maskulint. 

Der var for et stykke tid siden en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor en kvindelig præst beskrev forskellen mellem mandligt og kvindeligt som forholdet mellem omsorg og intellekt - altså de kvindelige præster har generelt deres styrke i omsorgen og de mandlige i prædikenerne. Men det er for mig at se begge dele feminine værdier.

Det, der er maskulint, har - som du skriver - netop at gøre med Jesu kald: "Følg mig!" Altså handling. Kirken er ikke blot et trøstested at trække sig tilbage til, men det er Guds rige, der er brudt ind i verden og ifølge sin natur vil virkeliggøre sig i verden. Ordet blev kød - og kirkens ord skal blive kød."

Svar fra Else Marie:

På mine retræter er der stort set altid 1-2 ud af de 9 deltagere, der er mænd. Rigtig maskuline mænd vel at mærke. De får tilsyneladende meget ud af at dyrke kristen dybmeditation/stille bøn, som jo netop ikke er handlingsorienteret men indadvendt "passiv". Det handler efter min mening om mere end at styrke handlingsaspektet i kirken. For år tilbage reagerede mænd kraftigt imod at skulle tage sig af hjemmets opgaver, så som at lave mad og passe børn. I dag er det en naturlig ting, og det ser ud, som om de kan lide det.

En anden mandlig læser skriver således:

Det spørgsmål, du rejser, interesser mig rigtig meget, ikke mindst fordi jeg selv har stillet mig spørgsmålet i mange situationer "HVOR ER MÆNNERNE "! Men jo mere jeg kigger på det, jo mere kompliceret bliver det for mig, fordi mange mænd føler, de har åndelige oplevelser (og en bevidst kontakt med Gud), men oplevelserne finder sted i meget forskellige rammer og ofte udelukkende i "mandeverdenen". For eksempel er jeg overbevist om, at rigtig mange mænd forbinder jagt som en åndelig oplevelse - naturen, stilheden, samværet og fællesskabet.

Kommentar fra Else Marie:

Det er jo ikke sikkert, at det at have en gudsoplevelse under jagt og lignende fører til noget, der kan lignes med Jesu ord: "Følg mig!" Hvad skal der mon til, for at mænd kan få samme oplevelse i kirken, som de får i naturen?

En kvindelig læser skriver:

Jeg tror på det med forbilleder. Mænd, som man kan se på og identificere sig med - som man ikke kan lade være med at beundre og se op til. Havde vi en mand som Thomas Keating i Danmark, så tingene måske anderledes ud. Han er også synlig i medierne, den slags er jo nødvendigt i vore dage.