Den personlige Gud

"Jeg har svært ved at forlige mig med personliggørelsen af Gud", skriver en kvinde med erfaringer fra buddhismen. Hun står i dag på tærskelen til kristendommen og overvejer, om hun kan tage den til sig.

Det er rigtigt, at det kan være svært at gå fra det buddhistiske upersonlige univers til den kristne personlige Gud. Tager man det kristne Gudsbillede helt bogstaveligt, kan det let komme til at fremstå som urealistisk og menneskeskabt. Den personlige Gud skal da heller ikke forstås i almindelig menneskelig forstand.

Jeg er ikke teolog og havde som brevskriveren selv problemer med at tage den personlige Gud til mig i sin tid. Heldigvis gik jeg ikke gennem kirkedøren med den opfattelse, at fra nu af skulle jeg acceptere det billede af Gud, maleren Michelangelo har fremstillet så pragtfuldt i Det Sixtinske Kapel i Rom: Gud som en  bydende og kraftfuld mand! Havde det været tilfældet, var jeg næppe kommet længere end til kirkens våbenhus.

Som kristne kalder vi Gud for Fader, sådan som Jesus gjorde, men det er ikke det samme som at se Gud som et himmelsk overmenneske af maskulin karakter. Ifølge Bibelen siger Gud om sig selv: "Jeg er den, jeg er" (2 Mos 3,14). Gud vil altid være større end det, vi er i stand til at fatte eller indfange som mennesker. Gud er det store og uudgrundelige mysterium, som er hinsides alle vore tanker og forestillinger.

Først da jeg som led i forberedelsen til at blive optaget i Den Katolske Kirke blev opfordret til at læse den svenske biskop og karmelitermunk Anders Arborelius' bog Trosmeditation (Karmels Forlag), forstod jeg, hvorfor den kristne Gud nødvendigvis må ses som en person. Og det gælder, uanset hvilken side af den treenige Gud - Faderen, Sønnen eller Helligånden - vi betragter. Hans fremstilling fik det til at gå op for mig, at kristendommen ikke kan folde sig ud uden en relation til Gud, for som han skriver, kan en "kraft" eller et "det" ikke elske, som Gud gør.

Vil man fordybe sig i kristendommen, er det derfor nødvendigt at udvikle en relation til Gud i modsætning til buddhismen, som fokuserer på individets enhed med universet. I Wilfrid Stinissens bog Kristen dybmeditation beskriver Stinissen forskellen som at være på bryllupsrejse sammenlignet med en rejse, man foretager alene, med den samme rejseplan.

At udvikle opmærksomhed og vågenhed, sådan som vi kender det fra Østens religioner, kan imidlertid være et vigtigt skridt på vejen til at åbne sig for samvær og samtale med Gud. Der opstår sjældent en erfaring af Gud gennem vore tanker og forestillinger. Gudserfaringen fødes snarere i det nu, hvor tiden står stille, og vi mærker evigheden.

Efterskrift

Da jeg havde skrevet ovenstående tekst, sendte jeg den til en kristen veninde, som svarede således: For mig er problematikken omvendt. Det er netop personliggørelsen af Gud, der er så vigtig for mig. Derfor har buddhismen ikke fået tag i mig, uanset hvor fantastisk jeg synes, belæringerne og tankesættet er.

Kommentaren retter opmærksomheden mod det faktum, at der er mange veje til kristendommen. Det, jeg skrev ovenfor, er først og fremmest henvendt til mennesker med baggrund i buddhisme eller new age miljøer.

Det er også godt at huske på, at der kan være andre barrierer mod det kristne Gudsbegreb end den, der har rod i Østens åndelige traditioner. Har man for eksempel et dårligt forhold til sin jordiske far, kan man komme til at afvise den kristne Gud, fordi man ubevidst overfører sine negative fadererfaringer på Gud Faderen. Da gælder det om at skille de to "fædre"  fra hinanden i sin bevidsthed.

Er man optaget af kønnenes ligestilling, kan det på samme måde vække modstand at skulle kalde Gud for Far og ikke Mor. Det har fået nogle til at udskifte han med hun eller det. Gud rummer imidlertid både det maskuline og det feminine i sit væsen. Forstår man dette, bliver det lettere at acceptere sprogbrugen, som den er.

Endelig må vi aldrig glemme, at Gud blev menneske igennem Jesus Kristus, og at Jesus er hans tolk (Joh kap 1,18).

_{Else Marie, den 12. februar 2008}