Fastetid - sund tid

Fastetiden nærmer sig. Den sjette februar begynder de fyrre dage, der skal forberede os på de tre store begivenheder i påsken: Nadverens indstiftelse, Kristi død på korset og opstandelsen. For kristne er påskedagene kirkeårets største højtid, hvor vi i gudstjenesterne bevæger os fra mørke til lys, fra sorg til glæde, og hvor vi fornyer vores dåbsløfter.

Mange steder i Bibelen, i både Det Gamle og Det Nye Testamente, læser man om faste. Efter sin dåb i Jordan fastede Jesus selv i fyrre dage, mens han opholdt sig i ørkenen. Ved afslutningen af fasteperioden led han sult. På dette sårbare tidspunkt udsatte Djævelen ham for store fristelser. Jesus modstod dem, og Djævelen forlod ham for en tid, som der står (Luk 4,1-13).

Faste som åndelig praksis er ikke noget specifikt for den kristne tradition. Muslimer faster i den årlige ramadanmåned, og jøder og hinduer faster i forbindelse med særlige fester og helligdage. Første gang, jeg stiftede bekendtskab med faste, var i buddhismen, hvor min åndelige vejleder anbefalede, at man udover den daglige vegetariske kost en gang om året tog en periode, hvor man spiste meget lidt, ja gerne afholdt sig helt fra at indtage fast føde.

Som forberedelse til fastetiden læser jeg i øjeblikket den tyske benediktinermunk Anselm Grüns lille bog om fasten (Bön med kropp och själ, Catholica 2003). Det er interessant at se, hvordan Grün kobler krop og bøn sammen. Han viser, at åndelige vejledere og munke fra gammel tid var opmærksomme på, at faste fremmer sundheden, fordyber bønnen og styrker vågenheden og åbenheden imod Gud. Der bor på den måde en stor åndelig kraft i fasten.

En generelt beskeden og tilbageholdende livsstil hører sammen med fasten. Det giver større rum for bøn og øger opmærksomheden over for den virkelighed, den normale hverdag består af. Det bliver lettere at se, hvad der står i vejen for forholdet til Gud. Hvilke afguder jeg har i mit liv, som det er svært at give afkald på, og som jeg har brug for Guds hjælp til at lægge fra mig, så jeg kan gå ind i påsken med et renere hjerte end ved starten af de fyrre dage. Fastetiden er en bestræbelse på at gøre sig fri af begær og tankeløs snak. At få alle linier i livet til at vende samme vej; mod Gud i stedet for mod mig selv.

Man skal dog faste diskret. Ikke have travlt med at vise omverdenen, at man faster. Bliver fasten et middel til at fremhæve sig selv, taber den sin positive virkning (Matt 6,16-18). Jesus advarer i det hele taget igen og igen sine disciple mod at være optaget af ydre fromhed.

For tiden tager jeg delvist forskud på fastetiden. Overvejende for at rense kroppen for affaldsstoffer har jeg i en periode fulgt en særlig diæt, som har den sideeffekt, at den sætter skarpt lys på spiseriet som afgud.

Det viste sig for eksempel fredag aften, da jeg gik igennem det indre København. Der var fyldt med mennesker på alle caféerne, og gaderne sydede af fristelser til at putte i munden. Den ene gang efter den anden følte jeg det rykke i mig. En vandring, jeg normalt foretager uden at tænke over det, oplevede jeg pludselig som fuld af impulser til at spise. Nej, nej, nej måtte jeg sige til mig selv den ene gang efter den anden. Med nød og næppe slap jeg hjem uden indkøbsposer eller søde sager i tasken. Jeg åndede lettet op. Min udrensningskur var ubrudt.

Det er banalt og nærmest flovt at konstatere, hvad jeg godt vidste men helst glemmer, at jeg i det daglige spiser alt for meget i forhold til kroppens behov. Det gør kroppen tung og hæmmer forbindelsen til sindets dybeste lag. En (over)fyldt mave dæmper uønskede følelser, hvad der på kort sigt kan være behageligt, men man slukker samtidig for kontakten til den ægte trøst - kærlighedskilden, det levende vand.

Findes én af forklaringerne på samfundets tab af Gudserfaring her? Spiser og drikker vi os umådeholdent væk fra den åndelige dimension i livet? Det tror jeg, der er megen sandhed i; især når vi ser fænomenet i sammenhæng med alt det andet, der tjener som surrogater for det, vi i virkeligheden tørster og længes efter.

_{Else Marie, den 22. januar 2008}