Træet kendes på sin frugt

I begyndelsen af 1990'erne deltog jeg igennem tre år i et gestaltterapeutisk uddannelsesforløb. Jeg skulle ikke være terapeut, men havde brug for psykologisk baggrundsviden til min konsulentvirksomhed.

Grundlaget for uddannelsen var en proces, hvor vi gennem praktiske øvelser lærte menneskesindet at kende, som det udfolder sig i relation til sig selv og andre. På hvert kursusforløb tilrettelagde lederen et forløb, der ikke kunne undgå at blotlægge tilbageholdte eller fortrængte følelser, og mange typer forsvarsmekanismer kom til syne. Det var ikke bare en øjenåbner at lære sit eget forsvar at kende. Det var også lærerigt at se, hvordan mekanismerne udspillede sig hos andre.

Noget af det, som gjorde ganske særligt indtryk på mig, var begrebet projektion - det at vi som reaktion på bestemte indre eller ydre stimuli er tilbøjelige til at overføre dele af os selv på andre i form af forestillinger og vurderinger. Vi måtte sande, at projektioner i nogle tilfælde kan være helt forkerte. Og vi registrerede, at jo mindre man kender sig selv og er villig til at se sine indre modsætninger i øjnene, desto større er risikoen for at komme til at udstede forkerte og skadelige projektioner på andre.

For at lære mekanismerne at kende blev vi typisk bedt om at tage vores projektion tilbage, når vi fremkom med en eller anden vurdering af en person. "Smage på den", som det hed. Det vil sige udskifte du med jeg i sætningen og mærke, hvordan det føltes.

Det var provokerende, især når det drejede sig om negative projektioner - og da ganske særligt når det viste sig, de ikke var sande. Konflikter forekom ret tit, for gruppen var stor, vanskelige situationer fra fortiden var fremme i lyset, og følelserne sad uden på tøjet. Langsomt lærte vi vores fortrængte sider at kende, og forståelsen for det mangfoldige i den menneskelige personlighed og dens skyggeside voksede. Vi modnedes gradvist og blev lidt ærligere og lidt mere empatiske i relation til os selv og andre.

Men svært var det. Meget svært. Dybest set handler det jo om at leve efter Jesu ord: Døm ikke, at du ikke selv skal dømmes (Matt 7), og om at behandle andre mennesker, som du gerne selv vil behandles: med indsigt, indføling og kærlighed (Matt 22,39).

I kristne miljøer er man normalt meget bevidste om Jesu ord, og selvransagelse er en vigtig del af den kristne praksis. Ikke desto mindre berettes der om bitre konflikter i mange kirker rundt om i landet - i menigheder, blandt kirkeligt personale, mellem enkeltpersoner.

Efter min opfattelse ligger en del af forklaringen i, at negative følelser har tendens til at blive kvalt for hurtigt, fordi man ikke synes, det er kristent at føle dem. I stedet for at blive erkendt, accepteret, rummet - og forvandlet i bøn (Rom 12,2), kommer de til at leve i det skjulte eller som hvisken i krogene, til stor skade for de indbyrdes relationer.

Men det handler også om, at troen og det religiøse liv er noget af det mest sårbare, vi har. På det religiøse område er det svært at tåle den usikkerhed, der kan opstå, når nogle tænker og gør noget andet end det, man selv har det godt med. Der findes jo intet håndfast bevis for det, vi tror. Fordømmelse af det anderledes, det ukendte kan derfor let blive den måde, vi gør os "sikre" i vores tro.

Hvis vi vil have en mere fredfyldt verden, er vi imidlertid nødt til at blive mere rummelige i forhold til mennesker, der ikke ligner os selv. Men rummelighed betyder ikke, at vi må give køb på det, vi selv tror på. Gensidig respekt i tanke og tale er nøgleord.

Den måde, vi udlever vores tro og søger at formidle den til andre, kan også vække negative projektioner. I kristne miljøer kan vi have en tendens til at holde meget fast ved en bestemt form, for mange af os elsker traditionen. Den er vi fortrolig med. Den giver den tryghed, der skal til for at slippe tankerne og overgive sig til Vorherre.

Ikke desto mindre findes der ikke kun én form; der findes mange. Når alt kommer til alt, er det jo ikke den specifikke form, der er vigtig. Det er resultatet, der tæller (Luk 6,44). Kommer vi nærmere Gud? Får andre hjælp til at komme Ham nærmere? Vokser næstekærligheden og fordrageligheden i mennesker som resultat af formen? Bliver der sået et frø til, at Jesu budskab kan spire? Spirer frøet og slår rod? Det er det afgørende.

Og så må vi altid huske, at over det hele svæver Guds ånd og nåde. Hans målestok kender vi ikke.

_{Else Marie, den 10. januar 2008}