Om spiritualitet

Hvad vil det sige at være et spirituelt menneske? Et spirituelt menneske er for mig et menneske, som Helligånden har taget i besiddelse, og som formidler Ånden gennem hele sit væsen. Man kan også sige, at et spirituelt menneske kendetegnes ved væren i kærlighed. Når et menneske besidder den egenskab, trækker det andre mennesker til, fordi de berøres og begynder at forstå - nogle gange på et meget dybt plan - hvad det vil sige, at Gud skabte mennesket i sit billede, og hvad der er meningen med deres eget liv.

Spiritualitet er ikke noget, man kan frembringe selv eller lære igennem en eller anden teknik eller metode. Spiritualitet er en gave fra Gud, og med modtagelsen følger altid videregivelse til omverdenen. Ånden er med andre ord ikke noget, vi får som en personlig ejendom, vi kan vælge at holde for os selv eller tildele omverdenen i afmålte doser. Den flyder spontant fra både sind og krop, med samme karakter og gavmildhed som Guds kærlighed til mennesket.

Et spirituelt menneske er i besiddelse af opmærksomhed her og nu; en evne der fremelskes gennem stille bøn og meditation. Kun den, der er nærværende, er åben for Helligånden. Ånden kan nemlig ikke få plads til at strømme ind i et sind, der er fuldt af tanker om fortid og fremtid. Derfor hører man åndelige vejledere opfordre til, at vi skal søge den indre stilhed.

Spiritualitet er ikke en modsætning til teologi. Teologi og spiritualitet nærer hinanden. En af ørkenfædrene, Evagrius, sagde engang om dette: "Hvis du er teolog, er du også et sandt bedende menneske, og hvis du i sandhed beder, er du teolog."

Spiritualitet er heller ikke noget mystisk, som svæver højt oppe i skyerne. Et spirituelt menneske går på én og samme tid med Gud i sin bevidsthed og med fødderne solidt plantet på jorden. Man kan også sige, at han eller hun vandrer i kontakt med både tiden og evigheden. Mennesker, der lever på denne måde, bliver store forbilleder og lærere for andre.

Meget få mennesker er i besiddelse af spiritualitet i denne radikale betydning af ordet. Når hertil lægges, at vi ikke bliver spirituelle mennesker ved egen hjælp, kan man fristes til at sige, at så kan vi ikke gøre noget selv. Men det er ikke rigtigt. Vi kan have glæde af at lære, hvordan man bærer sig ad med at blive stille i sit indre. Hvordan man i det daglige kan øve sig på at være nærværende og åben for Helligånden. Og forstå, hvorfor denne åndelige praksis ikke kan stå alene men bør kombineres med andre former for praksis så som at gå til gudstjeneste og modtage nadveren. 

Hvad der herefter sker, er vi ikke herre over, ligesom vi heller ikke ved at gøre dette bliver bedre mennesker i Guds øjne. Men vi kommer til at leve et bedre liv, og det smitter af på vores omverden.

_{Else Marie, den 10. december 2007}