Kirken og det søgende menneske

En buddhistisk lærer spurgte mig engang: "Bruger du dharmaen (Buddhas lære) til dit liv eller dit liv til dharmaen?" Dengang forstod jeg ikke spørgsmålet. Efterhånden som jeg har fået flere erfaringer, forstår jeg det bedre. Der er tale om en bevidst falsk modstilling. Vil man bruge sit liv til dharmaen, må man nødvendigvis også bruge dharmaen til sit liv, for man kan ikke give noget videre, der ikke er integreret i én selv. Alligevel spørger jeg nu mig selv: "Bruger du kristendommen til dit liv eller dit liv til kristendommen?"

Mit svar er - med risiko for at lyde selvhøjtidelig  - at ja, nu har jeg nydt kristendommens frugter så længe, at jeg føler mig tilstrækkelig opfyldt til at flytte opmærksomheden ud i verden og forsøge at give det videre, jeg selv har fået. Ikke bare glæden ved den kristne dybmeditation og sandheden i det dobbelte kærlighedsbudskab men også den overbevisning, at dialog og fællesskab på tværs af religioner er livsvigtigt i den verden, vi lever i.

Søgende mennesker bevæger sig i dag meget mere imellem religionerne, end de gjorde tidligere, og de flokkes dér, hvor de registrerer autenticitet og troværdighed, uanset om det hedder buddhisme, katolicisme, ortodoks kristendom, folkekirke, frikirke eller hvad. De har ikke fået indpodet tabuer mod at krydse religiøse grænser. Tværtimod findes der en stor længsel efter, at religionerne står frem og viser det, de er fælles om, i stedet for at markere forskelle. Det gælder ikke mindst inden for kristendommen. Når der tilbydes et økumenisk arrangement, trækker det da også typisk mange mennesker til.

Jeg tror, splittelsen af den kristne kirke er en væsentlig del af forklaringen på, at det er svært for de kristne kirkesamfund at holde på søgende mennesker, for hvad er sandheden, når alle hævder at være i besiddelse af den? På den baggrund fristes det individualistisk orienterede nutidsmenneske til enten at holde sig i periferien af kirken eller at konkludere, at kirken er overflødig, og man må finde sin egen tro. Men vender vi ryggen til kirken, går vi glip af den store rigdom, der ligger i at kunne øse af dens historiske erfaring og indsigt.

Vi har brug for kirken, så der altid, uanset tidsånden, er nogen til at bevare og videregive det grundlæggende og evige i Jesu Kristi budskab, til at holde forbindelsen til de kristne rødder ved lige, til at være spirituelt forbillede og til at lade den kristne stemme lyde på en tydelig måde i en kortsynet, materialistisk og på mange måder skrupelløs og voldspræget verden. På det personlige plan er kirken - og det føles umiddelbart som det allervigtigste - den moderfavn, vi kan kaste os i, når sorgen og smerten bliver for stor, og vi er ved at miste orienteringen. 

_{Else Marie, den 16. november 2007}