Åndelige oplevelser - nogle holdninger

"Hvordan kan det være, at du har fået mystiske oplevelser, når jeg, som har været kristen lige fra barns ben, aldrig har haft det?"

Sådan spurgte en journalist, der interviewede mig efter at have læst "Nærværets Vej". Jeg svarede, at det var den eneste måde, Vorherre kunne undgå alle mine forsvarsmekanismer mod troen og det åndelige liv. Kun gennem mystiske oplevelser kunne jeg bringes til at indse, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad fornuften kan fatte, og at jeg skulle give mit liv en ny retning.

For nogle år siden deltog jeg i en retræte med jesuittermunken William Johnston, der er professor i Japan og åndelig vejleder for mange. På et tidspunkt var der mulighed for at stille spørgsmål, som han besvarede på retrætens sidste dag. Jeg beskrev en af mine uforklarlige oplevelser og spurgte, hvordan han ville fortolke den. Hans svar var kort og kontant: "Tak Vorherre og gå så bare videre med dit liv."

I bogen "Open Heart, Open Mind. The Contemplative Dimension of the Gospel" skriver cisterciensermunken Thomas Keating således om åndelige oplevelser:

Den kristne tradition har vedvarende givet det råd, at man skal undgå usædvanlige gaver så meget som muligt, fordi det er vanskeligt at forblive ydmyg, når man har dem. Erfaringen viser, at jo mere usædvanlige gaverne er, desto vanskeligere er det at gøre sig fri af dem. Det er let at få skjult tilfredsstillelse i det faktum, at Gud giver dig særlige gaver. Især når de er tydelige for andre.

I Inge Stoltenbergs lille bog "Pater Pio - en af vor tids største mystikere" (Sankt Ansgars Forlag) kan man læse om den italienske kapucinermunk Pater Pios helt ekstraordinære gaver. Han viede sit liv til Jesus og fik på et tidspunkt, i lighed med sit store forbillede Frans af Assisi, Jesu sårmærker på kroppen. Der berettes endvidere om flere uforklarlige helbredelser af syge, og at han kunne befinde sig flere steder på samme tid.

Det er fristende at dvæle længe ved sine uforståelige oplevelser. Føle sig lidt speciel i Guds øjne. Måske endda udvalgt. Gør man det, har man tabt alt, for hovmod er uforenelig med åndelig udvikling og tro.

Jeg tror, mange mennesker kender til åndelige oplevelser, om end af langt mere beskeden og usynlig art end Pater Pios. For eksempel mystiske indskud i sindet, lyssyn og store åndelige drømme. Efter min erfaring opstår sådanne oplevelser typisk i forbindelse med dyb meditation. I første omgang skal man være varsom med at lægge for meget heri, for man kender ikke kilden til oplevelserne. Mit bedste råd er at meditere grundigt over dem og dernæst være opmærksom på, hvilken frugt de bærer (Matt 12,33). Det kan kræve tålmodighed, for der kan gå lang tid, inden den viser sig.

_{Else Marie, den 16. oktober 2007}

_{P.S. En af William Johnstons bøger er oversat til dansk: "Oplyst af kærlighed" - se litteraturoversigt}

Svar fra læser

Selvfølgelig kan man blive for fokuseret på at få en oplevelse. Og Jesus sagde jo også "salige er de, som ikke ser og dog tror".

Men jeg synes nu, det er forkert ligefrem at advare imod ekstraordinære gaver, som Thomas Keating nævner. Eller som munken, der bare sagde til dig, at du skulle takke Gud og gå videre med dit liv. Når Gud bryder ind i vores virkelighed er det noget stort og vidunderligt, som jeg i hvert fald aldrig bliver træt af at høre om.

Problemet i Danmark er nok ikke, at vi søger Guds gaver for meget, men at vi gør det for lidt. Jeg ser det som udtryk for vores jantelovs-forbandelse, at åndelige oplevelser og nådegaver negligeres og næsten nedgøres, selv i kirkelig sammenhæng.

Jeg tror ikke, det er udtryk for hovmod at ønske og glæde sig over åndelige oplevelser. Det kan det være - men det har jeg nu sjældent set. Som nævnt er det netop ikke vores problem i Danmark. Vores problem er det modsatte.

En bekendt fortalte mig forleden om en kendt grundtvigsk præst, som bestemt ikke søgte eller troede på overnaturlige syn og oplevelser. Pludselig ser han under en biltur en engel, der får ham til at sagtne farten - og det viser sig, at der er sket en frygtelig ulykke lidt længere fremme på motorvejen, som de så undgår at køre ind i.

Men det er desværre ikke noget, præsten opmuntrer sin menigheds tro med at fortælle. Nej, han siger det kun til en nær ven, som han ved er tilpas åndeligt åben. Det er en skam.

_{NN, den 25. oktober 2007}