Om at blive forløst

"Jeg har læst din bog. Den er god. Jeg har måttet lade den rumstere i mit indre i lang tid. Jeg tænkte, at det er en bog, der bør komme langt ud. Derfor blev jeg glad, da jeg hørte samtalen med dig i radioen (P1 Mennesker og Tro 2.9.2007). Så går det den rigtige vej. Meget af det, du skriver, er genkendeligt for sådan én som mig, i og med at vi er samme generation. Vore opvækstbetingelser er på så mange måder sammenlignelige. Alene derfor er det en god bog. Med hensyn til den spirituelle søgen og længsel er det, du skriver, også genkendeligt. Jeg sad dog tilbage med en følelse af ikke at blive forløst - hvad der end ligger i det. Det har jeg tænkt og rumsteret meget med. Nu har jeg ingen forventning om, at du i det, du skriver, skulle forløse mig. Men hvis det skete, ville det jo være rart."

At blive forløst er ikke begrebsmæssigt noget, jeg har været optaget af under min åndelige vandring, men du har fået mig til at tænke over, hvad der kunne korrespondere hermed. Det nærmeste er nok mit i lang tid ubevidste ønske om at finde hjem åndeligt set. At kunne slippe de mange tanker og vurderinger og "bare" som den fortabte søn/datter kaste mig i Faderens favn (Luk 15,11-32).

Når man føder et barn, kalder man det at blive forløst. Den lange graviditetsperiode, hvor kroppen bliver tungere og tungere. Veerne, der en dag melder sig og bliver heftigere og heftigere. Anstrengelserne og smerten under selve fødslen, kulminerende i den totale given slip efterfulgt af den helt ubeskrivelige lettelse og eufori, når barnet endelig glider ud af kroppen og bliver til et lille selvstændigt væsen med eget åndedræt og eget hjerteslag.

Den åndelige vej kan godt sammenlignes med en langsom fødsel, hvor man lidt efter lidt lærer sig selv og sit mørke at kende for til sidst at "genfødes" som det lille barn, Jesus siger, vi skal blive, hvis vi vil ind i himlen (Mark 10,13-16). Men det er svært at overgive sig til Guds vilje og blive lige så små og afhængige, som vi reelt er. Meget svært. Vi bryder os ikke om at afgive styrepinden over vores liv. For mange af os sker det måske først i selve dødsøjeblikket.

Det er nu knap fire år siden, jeg blev optaget i Den Katolske Kirke. Det mest almindelige forløb inden en optagelse er, at man kommer regelmæssigt i en katolsk sognekirke og går til forberedelse hos sognepræsten eller en anden godkendt vejleder i en kortere eller længere periode. I nogle områder af landet er der endvidere arrangeret en foredragsrække for konvertitter. Når man er rede, og vejlederen har sagt god for én, finder optagelsen sted i forbindelse med en søndagsmesse. Bagefter samles menigheden for at ønske tillykke.

"Nærværets vej" slutter med en beskrivelse af min optagelse i Den Katolske Kirke. Optagelsen var atypisk, fordi den fandt sted på karmeliterklosteret Karmelgården i Skåne og ikke i en almindelig sognekirke. Karmelgården var på det tidspunkt mit tætteste tilhørsforhold til Kirken. Ceremonien var en stor oplevelse for mig men ikke en forløsning, der kan sammenlignes med det at føde liv.

Bagefter skulle jeg blive del af et ganske almindeligt sognefællesskab. Jeg var fast besluttet og alligevel lidt usikker og bange for min reaktion. Ville jeg være i stand til at vokse dybere ind i Kirken og troen? Ville min vurderende og analyserende personlighed blokere for åbenhed og modtagelighed?

Jeg havde ikke haft nødigt at bekymre mig. Det blev og er stadig en kæmpestor lettelse at overgive sig til det, der bliver tilbudt, i stedet for at lade tankemaskineriet køre og ønske sig noget andet, end det man får. Er det mon den form for forløsning, du længes efter? I så fald handler det måske om at øve sig på en sådan overgivelse i stedet for at søge efter det perfekte åndelige hjem. Hermed være ikke sagt, at alting skal blive, som det er, og intet forandres. Det jeg mener er blot, at ønsket om en fuldkommen tro, en fuldkommen kirke må ikke blive en uoverstigelig barriere på trosvejen.

_{Else Marie, den 17. september 2007} 

_{P.S. Ovennævnte samtale i P1 programmet Mennesker og Tro ligger på forsiden af min hjemmeside, højre spalte.}