Slangen i Paradiset

Det er forbløffende, så vidunderligt det er at have nået pensionsalderen. I hvert fald, som jeg oplever det for tiden. Det at vågne om morgenen i sit sommerhus er som at være i paradis. At vide at intet behøver at ske på klokkeslæt. At kunne forme sine dage efter forgodtbefindende. Regner det som i år hele juli måned igennem, er der ingen grund til at sukke sørgmodigt, for når solen og sommeren vender tilbage, er ferien ikke slut. Så vinker himmelske august-september forude. Eftersommeren hvor alting falder til ro efter en hektisk højsæson.

I dag sidder jeg længe på stranden og mærker vinden tage i håret. Egentlig ville jeg have lavet mine daglige qigongøvelser i strandkanten, men det blæser for meget. I stedet sætter jeg mig i marehalmen på kanten af klitten og nyder synet af nogle store børns leg i brændingen. Længere nede af stranden vajer det gule flag. Et memento fra livredderen om at tage sig i agt.

Inden jeg cykler hjem til sommerhuset, plukker jeg en pose modne vilde hyben til vinterens marmelade. Som lille hadede jeg at skulle sidde med skaftet af en teske og rense de kløende frø ud af de rødgyldne bær. I dag er arbejdet selvvalgt og ren nydelse.

Under mit fravær har min ven muldvarpen lavet ikke mindre end seks muldvarpeskud på stribe, og det syvende skyder op under rensningen af hybenhøsten. Ganske tæt ligger de små jordbunker i perfekt halvmåneform. Holder den lille graver da aldrig fri? Da jeg går over til gæstehuset for at rede en seng op, overrasker jeg hugormen, som formentlig har ligget sammenrullet og solet sig på plænen. Heldigvis hører slangen fødderne i græsset og bugter sig lydløst væk. Ind under brændeskuret ved terrassen. Denne gang var det ubehageligt tæt på. Bor den mon under skuret? Risikerer jeg at møde den overalt, hvor jeg færdes? Ligger den en dag blandt skovjordbærrene i bedet foran terrassen? Lev og lad leve filosofien er kommet på en hård prøve.

Hugormen er ikke det eneste ubehagelige væsen, der befinder sig på sommerhusgrunden. I år har klimaet medført usædvanlig mange skovflåter, som i nogle tilfælde er bærere af den farlige sygdom borelia. Efter at være blevet angrebet i forsommeren er jeg nu ekstra opmærksom på, om et af de små dyr i løbet af dagen har set sit snit til at bide sig fast et eller andet sted på kroppen. Flere gange melder flåten sig først, når bidområdet begynder at svulme op og klø. Min øjensygdom forvrider synet i fokusområdet, og jeg må kæmpe længe med at få pincetten placeret så præcist, at den får fat i kræet og får brudt dets klamren sig til huden. Bagefter holder jeg i lang tid øje med, om området begynder at blive rødt. Sker det, er der ingen anden udvej end en kraftig penicillinkur.

I aften beslutter jeg mig for at slutte dagen med at lave qigong foran Kristusikonen på min faste meditationsplads. De tændte stearinlys foran ikonen og Jesu rolige blik får med det samme sindet til at samle sig og blive stille og opmærksomt. Efter at have udført de langsomme meditative bevægelser i en halv times tid sætter jeg mig en stund på min meditationspude. Sæsonen for fuglesang er forbi. Blæsten har lagt sig, og der er helt stille. Et sted derude i mørket er slangen i paradiset gået til ro for natten sammen med flåten og muldvarpen og alle de andre dyr i naturen.

_{Else Marie, den 4. august 2007}