Vær ikke bange

Engang fulgtes jeg med en veninde igennem Kongens Have. Det var forår, og alting var nyt. Bøgen og kastanjerne var sprunget ud med spæde lysegrønne blade. De japanske kirsebærtræer stod med deres florlette skyer af rosa-hvide blomster, og rododendronbuskene var fulde af knopper. Det havde lige regnet. Den slags forårsregn, som er kortvarig, fordi solen hele tiden ligger og lurer på at bryde igennem. Nu skinnede solen, og lys og skygge dannede igen kunstfærdige mønstre på de smukt plejede plæner. Luften emmede af frodighed.

Min ledsager var i færd med at fortælle noget, da vi passerede porten til parken. Så opslugt var hun af sin beretning, at hun gik igennem hele haven uden på noget tidspunkt at ænse herlighederne. Kontrasten mellem hendes ivrige snakken og virkeligheden omkring os var så slående, at den fæstnede sig varigt i min erindring som en advarsel om, hvad vi går glip af, når vi taber opmærksomheden i nuet og glemmer at se.

Lidt af samme fornemmelse kan jeg få under en gudstjeneste, når den bliver meget ordrig. Her kan jeg glemme at høre. Hvis ordene står i trængsel, sker der let det, at de ikke når længere end til overfladen af min bevidsthed. Ja, måske ikke engang så langt, før tankernes associationskæder lukker ørerne. Da må jeg gribe fat i mig selv og tage kontakt med den store stilhed, der altid findes mellem lydene i kirkerummet. Det får opmærksomheden til at vende tilbage.

I den senere tid er jeg blevet ekstra fokuseret på mine sanser. En alvorlig øjensygdom ødelagde for nogen tid siden det skarpe syn på mit højre øje. Synet på det venstre er heldigvis endnu intakt og i stand til at rette op på de forvridninger, der forårsages af det højre. Så bortset fra besvær med at læse små typer og utydelig skrift fortsætter mit liv som normalt - og alligevel. Øjnenes opbygning og funktion er blevet genstand for min opmærksomhed på en helt ny måde. Så intens er den fysiske oplevelse af mine øjne, at det at se kan forekomme overnaturligt, ja næsten uvirkeligt.

Der er mennesker, der beder for mine øjne. Stærke bønsfællesskaber beder Vorherre hele det hul i makula, som er under udvikling. Beder om at den aldersrelaterede makula-degeneration, som er konstateret i begge mine øjne, må blive bremset, så synet kan bevares længe endnu. Forbønnen giver indre ro og styrke, og jeg kan bogstavelig talt mærke, at de to øjeæbler er omsluttet af Guds kærlighed. Uanset hvad der sker eller ikke sker, ved jeg, at Jesus er med mig i processen som en ven og vejleder. Han ser på mig med rolige øjne og siger: Vær ikke bange.

_{Else Marie, den 25. juni 2007}