Lev og lad leve

Der er en muldvarp på min sommerhusgrund. Det er ikke noget nyt. Hvert forår, når jeg åbner huset efter vinteren, er græsplænen skæmmet af et større antal muldvarpeskud, og hver gang tager jeg en skovl og fjerner jorden, så græsset kan få luft og komme til at gro. Herefter har jeg normalt fred for det lille dyr hele sommeren.

I år er det gået anderledes. Muldvarpen er blevet på grunden. En særlig ihærdig én af slagsen må det være, for ustandseligt skyder der nye jordhøje op, flere og større end nogensinde. Efterhånden har jeg opgivet at fjerne de brune buler på den grønne plæne, for næste morgen er der bare dukket nye op et andet sted.

Fra min barndom ved jeg, hvad man skal gøre. Man skal tage en spade og grave nogle saftige regnorme op, som man afliver med gift. Derefter vælger man nogle friske muldvarpeskud, skraber jorden væk og finder hullerne ned til muldvarpens gange med en pind. Så lægger man et par forgiftede orm ned i hvert hul. Når muldvarpen passerer, spiser den ormene og dør. Man kan også sætte nogle muldvarpefælder ned i gangene. Helt ukompliceret. Der er bare det, at jeg ikke kan få mig selv til at gøre det. Det lille kræ generer jo ikke andet end min æstetiske sans.

Jeg mindes min buddhistiske fortid. Under retræterne samledes vi hver dag før middagsmaden for at gå en tur i naturen, ekstremt langsomt og med opmærksomhed på åndedrættet. Hele gruppen ville da standse, hvis lederen foran opdagede en lille bille på stien. Først når billen var løftet forsigtigt op og båret ud til siden, fortsatte den meditative vandring.

På det buddhistiske kloster søgte man konsekvent at overholde budet om ikke at dræbe noget levende. Selv fluer og myg fik lov at leve, til trods for at de kunne være temmelig generende på soverummene. I stedet for at fare rundt med en fluesmækker sov man under et moskitonet.

I kristen sammenhæng hedder det "du må ikke begå drab", og det handler om det menneskelige liv. Der er imidlertid intet, der forhindrer en udvidelse til dyrene. I beretningen om skabelsen i Første Mosebogs kapitel 1, vers 29-30 siger Gud: "Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde." Senere giver han os dog også dyrene til føde (Første Mosebog, kapitel 9, vers 9.3-4).

Jeg er ikke vegetar, men forsøger at være det så meget som muligt, fordi det er den sundeste og bedste livsform i dag. Behandlingen af svin, kvæg og fjerkræ har sammen med tilsætningen af kemiske stoffer til fødevarerne udviklet sig i en så katastrofal retning, at der kun er ét virkningsfuldt svar på miseren: at undgå de ikke-økologiske animalske produkter mest muligt.

Nå, men på et tidspunkt troede jeg, der var kommet en løsning på mit dilemma med muldvarpen, for i et par dage var der ikke opstået nye muldvarpeskud. Var den lille graver mon druknet i sine gange under den seneste tids heftige regnskyl? Men nej, et nyt skud er dukket op på et lidt højere beliggende sted på plænen, og senere er flere kommet til. Måske er der tale om en hel muldvarpefamilie? Som tiden er gået, er det lille sorte dyr med den bløde pels og den spidse snude blevet min ven.

Hvad værre er, der er også en hugorm på grunden. Tre gange i løbet af en måned har jeg set den sno sig af sted på græsplænen i en meters afstand, med sin zigzag stribe ned af ryggen. Lev og lad leve. Fra nu af slår jeg ikke græs i bare ben og sandaler, men trækker i lange bukser og gummistøvler.

_{Else Marie, den 15. juli 2007}