Skabelsen er udtryk for kærlighed og generøsitet

Da jeg gik i skole i sidste halvdel af 1940'erne og første halvdel af 1950'erne blev vi undervist i botanik, som var del af det bredere fag naturhistorie. Botanik handlede om Danmarks vilde planter; hvordan de så ud, overlevede og formerede sig. Dengang var der ikke mange visuelle hjælpemidler i undervisningen. I stedet skulle eleverne møde til timen med en buket, som blev lagt i en bunke på katederet som levende undervisningsmateriale.

På et tidspunkt fik vi til opgave at opbygge et herbarium. I løbet af en sæson skulle vi samle halvtreds forskellige vilde planter. Én for én skulle vi presse og tørre dem, klæbe dem pertentligt ind i en mappe og skrive deres navn sirligt nederst på siden.

Dengang kunne man relativt let finde uopdyrkede områder med mange vilde blomster. Jeg boede på landet, og for mig var det bare at gå uden for døren, for vejgrøften var fuld af dem. Klokkeblomst, ranunkel, skabiose, røllike, tidsel, fladstjerne, mælkebøtte, stenbræk, perikon, kløver, rød arve, forglemmigej, døvnælde, stedmoderblomst, vejbred, vild gulerod, skarntyde, pengeurt, følfod, snerle, ærenpris, hyrdetaske, engelskgræs, rævehale, storkenæb, kamille, knopurt, fingerbøl .... ja, der var nærmest ingen ende på de mange arter, der voksede her.

Langs kanten af kornmarken lyste valmuer, margueritter og kornblomster rødt, hvidt og blåt, og slog jeg et smut ned til engen med bækken, kunne jeg finde engblomme, engkabbeleje, engnellikerod, blæresmælde, plettet gøgeurt, kodriver, engkarse, kæruld og vandranunkel. Om foråret var den lille skov kaldet "krattet", der grænsede op til engen, fuldt af hvide anemoner. Senere dukkede skovsyre, skovmærke og majblomst op, og violer og skovjordbær, hvis man så godt efter.

Fulgte man årstidernes gang fra det spæde forår, til sommeren gik på hæld, var det ikke vanskeligt at finde de halvtreds forskellige arter. I dag skal man være naturvejleder for at kunne pege på områder med en righoldig vild flora. Vejgrøfter i gammeldags forstand findes næsten ikke mere. Opdyrkningen og dræningen af jord er blevet udstrakt og effektiv, og landmanden kan uden større besvær sprøjte uønskede vækster væk fra sine marker.

Jorden er en gave til mennesket, skriver Wilfrid Stinissens i sin seneste bog "Sann Människa" (Libris förlag 2007). Ifølge den første skabelsesberetning vil Gud, at mennesket skal underlægge sig jorden (Første Mosebog, kap.1, vers 28). Men misrøgter vi dette ansvar for egen vindings skyld, bringer vi os i modsætning til Gud. Vi glemmer at lade os vejlede af den kærlighed og generøsitet, som skabelsen er udtryk for.

_{Else Marie, den 19. juni 2007}