Om at undre sig

Da jeg var barn, var der meget lidt kunstigt lys, der kunne stjæle det naturlige lys fra nattehimlen, når mørket var faldet på. Bortset fra december måneds ekstraordinære oppyntning af gaderne, var belysningen sparsom i byerne, og på landet lå vejene hen i buldermørke bortset fra et par søvnige lamper i de små landsbyer.

Inden døre lød der ofte et formanende "husk at slukke lyset efter dig", for elforbruget skulle af økonomiske grunde begrænses til det allernødvendigste. Ved aftenstid blev mørklægningsgardinerne fra krigens tid af gammel vane trukket helt ned til vindueskarmen, så ikke det mindste lys røbede, at her boede der mennesker.

Alt dette gjorde, at himmelrummet på en klar aften kunne folde sig ud med sine myriader af lysende og blinkende stjerner.

Hovedparten af befolkningen boede på landet, hvor det var lige så naturligt at følge med i naturens vekslen som at spise. Når nyhedsoplæseren i radioen nåede til vejrudsigten, blev der tysset, så ikke et eneste ord gik tabt, og vi bad i vores stille sind til, at der ville komme sol og regn, varme og kulde i passende mængde til gavn for planter, dyr og menneskers vækstbetingelser. Naturens betydning for altings overlevelse lå langt fremme i bevidstheden, og man var taknemmelig for dens afgrøder. I dette miljø var troen på Gud ikke en fremmed og urealistisk forestilling.

I dag bor de fleste af os i store byer uden nær kontakt med naturen. Vi har ikke længere et levende indtryk af, hvor vores overlevelsesgrundlag kommer fra, og hvordan det bliver til. Overlevelse er  ikke noget, mange af os skænker mange tanker. Da jeg for en halv snes år siden fik sommerhus, blev jeg pludselig mindet om, hvordan jeg som barn ofte havde stået med nakken tilbage og undret mig over stjernehimlen, og hvordan duften af nyslået hø kunne ramme mine næsebor en sommerdag som en næsten euforisk rus.

Der tales meget om den globaliserede verden, og flyvemaskinerne flyver ozonlaget tyndt omkring jordkloden. Om aftenen og natten omgiver vi os med så meget elektrisk lys, at lyset fra stjernerne slukkes. Skabelsens storhed er blevet til noget, vi betragter på tv.

I denne kunstigt skabte lilleverden er det let at glemme, at vi er afhængige af naturen, og at vi dybest set kontrollerer meget lidt af vores tilværelse. Vi opfatter os i vidt omfang som skabere af vort eget liv. Der er ikke længere hyppig anledning til undren over himmelrummet og menneskets eksistens, og når vi rammes af det uafvendelige - uhelbredelig sygdom, ulykke, alderdom - er vi dårligt forberedte.

Udviklingen er farlig, fordi den kombineres med en livsstil, der hæfter sig overdrevent ved ydre fremtræden og materialisme. Vi hylder et så højt og permanent aktivitetsniveau, at vi mister evnen til opmærksomhed i nuet og taber indsigten i de menneskelige grundvilkår. Gudserfaring er blevet noget fremmed og tabulagt.

_{Else Marie, 21. maj 2007}