Vis printvenlig side

Kroppen i Buddhisme og kristendom

Da jeg som voksen begyndte at komme i folkekirken efter mange år uden tro, var det med buddhismen og den buddhistiske praksis i bagagen. Herfra var jeg vant til, at der var stor opmærksomhed på kroppen. Min lærer, den vietnamesiske zenmester Thich Nhat Hanh, opfordrede sine elever til at udføre enkle yogaøvelser hver dag, og på retræter var afspændingsøvelser og gående og liggende meditation en fast del af programmet. Spændinger i kroppen blev blødgjort og undertrykte følelser sat fri, så deltagerne fik større overskud til at udvikle sig.

Thich Nhat Hanh og hans nærmeste medarbejdere lagde også vægt på – med ord og gennem deres eget eksempel - at undervise i gode meditationsstillinger, hvor ryggen blev mindst muligt belastet og brystkassen åben og rummelig, så lungerne og dermed åndedrættet kunne få mere plads. Kombineret med meditation, det vil sige træning i opmærksomhed i nuet, rankede krumme rygge sig, og overstrakte overkroppe slappede af. Åndedrættet flyttede gradvist længere og længere ned i kroppen, indtil det til sidst fandt sit naturlige centrum i mellemgulvet. Resultatet var større livsglæde, indre ro og balance.

Alt dette blev betragtet som et naturligt led i den buddhistiske spiritualitet. Det var derfor lidt af et chok for mig at opleve, hvor lidt fokus der var på kroppen i kristendommen. Her gik den åndelige praksis tilsyneladende ud på at sidde stille på en umagelig kirkebænk, synge og lytte til ord. Mange ord. Under gudstjenesten sad jeg og faldt sammen og fik ondt i kroppen snart her snart dér. Hvorfor var det mon blevet lige sådan i den kristne tradition, tænkte jeg ved mig selv.

 

Kropsspændinger kan hæmme det religiøse liv. Inspiration fra Østen

Kropsspændinger forårsaget af fortrængning af uønskede følelser former vores kropsstruktur og manifesterer sig gennem indre blokeringer og ubalancer i kredsløbet, med symptomer og til tider regulære sygdomme til følge. Undertrykte følelser har det desuden med at forskyde sig og påvirke relationen til Gud og mennesker negativt. Mange konflikter og megen vantrivsel har sit udspring i, at følelser undertrykkes i stedet for at blive forvandlet. Først når vi kender alle sider af os selv og accepterer det, vi er på godt og ondt, kan vi være helt åbne for Gud og blive hele mennesker. 

Der skal mere krop ind i kristendommen. Vi må tænke igennem, hvordan vi udøver vores religion, så kroppen ikke bliver negligeret. Det er ikke så indviklet, for vi behøver ikke udvikle det hele selv. Vi kan hente inspiration i den østlige spirituelle tradition. Den kinesiske meditative bevægelsesform qigong er for eksempel velegnet for alle mennesker uanset alder, og den stiller vel at mærke ingen krav om at tage den østlige troslære til sig. Som kristen betragter jeg qigong som en ny bønsform. Stille bøn i bevægelse. Læs mere under Åbner interne links i aktuelt vindueQigong og se billeder under Åbner interne links i aktuelt vindueKropskultur i Kina.

Ordet balance omfatter imidlertid mere end dette. Det er også et spørgsmål om at kunne rumme både tryghed og udfordring og veksle på en hensigtsmæssig måde mellem hvile og aktivitet. Læs mere herom under Åbner interne links i aktuelt vindueAt søge sin balance.

Kristus

Malet af Georges Rouault

Kontakt - Else Marie Kjerkegaard